Hellere OL i fysik end VM i fodbold

Troels Irgens-Møller fra Støvring gymnasium bliver eneste jyde ved fysik-OL i Singapore

Troels Irgens-Møller på hjemmebane - i fysiklokalet på Støvring Gymnasium. Foto: Per Kolind

Troels Irgens-Møller på hjemmebane - i fysiklokalet på Støvring Gymnasium. Foto: Per Kolind

SKØRPING:Der sidder et rigtig klogt hoved inde bag Troels Irgens-Møllers krøllede hår. Den 18-årige gymasieelev fra Skørping skal som en ud af blot fem danske gymnasieelever til OL i fysik, som foregår i juli i Singapore. Konkurrencen afholdes hvert år, og der er unge fysikgenier fra hele verden. - Jeg synes, det er spændende at undersøge, hvordan verden hænger sammen. Jeg kan godt lide, at man har en teori, som man så efterprøver med målinger og forsøg, fortæller han. Lang vej til pladsen Troels Irgens-Møller har været gennem mange prøver, før han fik en af de fem eftertragtede pladser. Efter en test på Støvring Gymnasium blev han sammen med 30 andre inviteret til København, hvor alle skulle gennem en teoretisk og en eksperimentel prøve. De som klarede sig bedste gik videre. Efter endnu to testforløb var der 12 deltagere tilbage, men der skulle kun bruges fem. - Jeg var kun lige kommet med blandt de 12 sidste, så jeg regnede slet ikke med at være blandt de fem. Det var en stor og glædelig overraskelse, siger han. Siden han fik pladsen i april, har Troels flere gange været i København, hvor han træner og lærer fysik på universitetsniveau. De fem drenge bliver undervist af nogle af landets bedste fysikprofessorer. - Vores mål til OL er at slå svenskerne. Det bliver meget svært at vinde, for nogle lande træner et helt år op til konkurrencen, fortæller Troels, som glæder sig til turen, hvor der også bliver tid til lidt sightseeing. Også plads til musik Troels går meget op i fysik. Selv godnatlæsningen er fysik- og matematikbøger. - Mine kammerater kalder mig en nørd. Det må jeg jo indrømme, griner Troels og ser ikke ud, som om det generer ham ret meget. Når Troels ikke studerer fysik, går han meget op i musik. Han spiller hele fire instrumenter, og han ser frem til denne sommers Roskilde Festival. Inden Troels kan nyde øl på Roskilde, så skal eksamenerne overstås for Troels, som går i 3. g. Blandt andet er der to fysikeksamener. - Her burde jeg jo have en fordel, og jeg håber da også på 11 eller 13, fortæller Troels. Han kan dog godt mærke presset, fordi alle netop forventer, at han får topkarakterer. Efter 3. g. vil Troels gerne have et friår, men bagefter går turen nok til universitetet i Århus, hvor Troels naturligvis skal læse fysik. - Jeg vil gerne være forsker, og det tager otte år, så det bliver nok rart med en pause fra bøgerne, mener Troels.