Hellere slides op end ruste op

Bodil Spanggaard, Blåsigvej 70, Hjørring, fylder onsdag 85 år.

Bodil Spanggaard - 85 år på onsdag. Arkivfoto: Bente Poder
Musik 14. september 2009 06:00

Man anfører ofte den sammenligning mellem bjergbestigning og alder, at det bliver stadig vanskeligere at nå toppen, men er man først kommet derop, er udsigten så meget des bedre. Det må Bodil Spanggaard nikke genkendende til. Også i hverdagen må hun sande dette, da der er 32 trin fra gaden og op til hendes lejlighed, men når hun træder ud i køkkenet og derfra har den mest pragtfulde udsigt udover byens tage, er den smule forpustethed, der uvægerligt opstår, hurtigt glemt. Bevæger hun sig senere ind i dagligstuen, fanges blikket af reolvæggen, hvor fotografier af børn, børnebørn og oldebørn danner en smuk mosaik, der jævnligt udvides og udskiftes med nyere eksemplarer. I bogreolen står også ”det gamle leksikon”, som Bodil af og til må ty til, når de nyere hjælpemidler ikke rækker ved løsning af krydsord og Bogstavkassen, et par af de absolut foretrukne sysler. Her findes også ordbøger og litteratur, der fortæller om et aktivt liv som engelsk faglærer på Hjørring Private Realskole, hvor Bodil ofte har deltaget i 25 og 40 års jubilæer, som hun er blevet inviteret til af elever, der ikke har glemt hendes faglige ekspertise og store medmenneskelighed som underviser. Også hos byens handlende bliver Bodil tit stoppet af taknemmelige elever og forældre til en snak. I bogreolen findes desuden sang-og salmebøger, og da klaveret står lige i nærheden, kommer hendes anden interesse sang og musik ofte til udtryk ved fingrenes leg henover tangenterne. Mange sange er blevet forfattet og sat i musik af fødselaren selv til festlige anledninger. Børne- og oldebørn har kunnet glæde sig over Bodils sprudlende fantasi, når hun fortæller historier om katten Filimajanka og alle dens skøre påfund og deraf følgende oplevelser. Til festligheder i familien er værtindegaven ofte et strikket, selvkomponeret køkken- eller gæstehåndklæde. Til fødselsdage hos familiens yngste strikkes gerne veste og trøjer efter børnenes egne tegninger og farvevalg. På bordet i tv-hjørnet ligger dagens aviser: Nordjyske Stiftstidende og Weekendavisen, som Bodil ikke vil være foruden, da hun følger levende med i, hvad der sker i samfundet, hvilket også fjernsynet bidrager til. Fanger noget hendes interesse, er hun den, der ringer ind til DR eller skriver breve til de ansvarlige politikere, og ser man nøje til, ligger der til hendes glæde og tilfredshed breve på bordet fra de forskellige ministre. Nyudkomne murstensromaner af samfundsfaglig karakter ligger der også. Dem snupper hun et par kapitler af, når strikketøjet må hvile. Bodil hylder princippet, at man skal reagere både positivt og negativt på samfundsudviklingen og selv gøre en indsats for almenvellet. Hun var da også den første formand for Ældre Sagen i Hjørring og en årrække byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti. I forbindelse med fødselsdagen har Bodil Spanggaard inviteret hele sin store familie og vennekreds til fest på Hjørring Kro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...