EMNER

Hellere stort fibernet end Femern-bro

IT-pioner foreslår mammutprojekt i jorden frem for byggeri over vand

KØBENHAVN:Danmarkshistoriens største investering er en god forretning, lover trafikministeren. Men selv om Femern-broen af flere uafhængige økonomer bliver beskrevet som en tvivlsom affære, er investeringen på 30 milliarder aldrig blevet målt mod andre mulige investeringer i samme størrelsesorden. - Der er ingen tvivl: Man burde selvfølgelig lave sådan et regnestykke, siger lektor i finansiering ved handelshøjskolen i København Jesper Rangvid. Der findes mindst ét seriøst anlægsprojekt i samme vægtklasse som Femern-broen. En af Danmarks mest succesrige IT-pionerer, Finn Helmer, har udviklet et mammutprojekt, som ifølge hans beregninger vil give Danmark et stort forspring i den internationale konkurrence: For Femern-broens pris kunne man nedgrave såkaldte fiberkabler i hele Danmark, hvilket ville give nærmest ubegrænset nethastighed (10 gigabit) til alle Danmarks husstande. - Gør vi det, så bliver vi med ét slag verdens førende IT-land, mener Finn Helmer. - Man skal forestille sig, at alle de nye services, man ville begynde at tilbyde kunderne, de ville blive afprøvet i Danmark. Tænk på et opstartsmiljø, vi ville skabe! Projektet kan synes abstrakt, men Finn Helmer har de sidste tre år brugt en del af de 300 millioner, han tjente på salget af IT-virksomheden Giga, til at udvikle projektet. Han er blandt andet nået frem til, at fibernettet kun kan anlægges af staten. TDC og de øvrige teleselskaber vil aldrig være interesseret i at springe årtier frem i tiden, fordi der er langt flere penge i først at sælge et modem, så ISDN, så ADSL osv. Den japanske stat arbejder da også målrettet frem mod et fibernet-projekt. Finn Helmer tilføjer, at han ikke er modstander af Femern-broen. Men han har et bud på, hvorfor regeringen foretrækker broer frem for alt andet. - Det er fordi, det er noget, man kender til! Men man er nødt til at kigge på Danmark som en almindelig forretning, og hvordan kan vi så få den forretning til at give overskud. Økonomisk vismand Jørgen Birk Mortensen kalder dén analyse for "selvfølgelig": Hvis staten vil investere 30 milliarder, skal investeringen ske, hvor afkastet er størst. Finansieringseksperten Jesper Rangvid tilføjer: - Og så ved jeg godt, regeringen siger, at Femern-broen nærmest er gratis, fordi staten kan tage et billigt lån. Men det er jo et dybt underligt argument. Risikoen er der jo stadig. Så hvis staten vil sætte 30 milliarder i søen, så bør den naturligvis undersøge, hvor det er bedst at bruge dem. Indsigt side 10