- Hellere til grin end til gråd

Rygskade satte Gurli ud af spillet - men hun vendte stærkt tilbage

HALLUND:- Det kunne have været værre. Den devise har Gurli Andersen levet efter og overlevet på i nu snart 60 år. Mandag runder hun 60 år, og trods en ikke altid rosenrød hverdag, har hun altid været i stand til at se lyspunkterne. Hun er en overlever, der i en kombination af stædighed, kreativitet, humor, selvtillid og skabertrang har formået at indrette en hverdag, som hun stortrives i. Hun ser mulighederne frem for begrænsningerne. Og den evne hjalp hende gennem krisen, da hun i 1997 ødelagde sin ryg. Et forkert løft på plejehjemmet i Øster Brønderslev satte hende for en tid ud af spillet. - Det første år vrælede jeg meget. Det var hårdt - også at blive fyret. Det gjorde ondt at blive sat ud på et sidespor, når man gerne vil være med i alting. Jeg mistede med et slag min identitet, husker Gurli, der elskede sit arbejde og blandt andet var tillidsmand på sin arbejdsplads. - Nogle mente, jeg skulle til psykolog, men en læge sagde til mig: "Hvis ikke du havde grædt, havde du haft brug for hjælp - for så var der noget galt." Og det hjalp mig. Jeg fandt ud af, at der ikke var noget i vejen med mig. Jeg har været ude i værre stormvejr - jeg skulle bare have tiden. Og tiden var netop den medspiller der - sammen med utrættelig støtte fra husbonden Arne - fik Gurli tilbage på banen. Ganske vist ikke på arbejdsmarkedet. Men hun fik skabt sig en ny indholdsrig tilværelse. - Jeg elsker at være husmor, siger Gurli, der sideløbende med den rolle har gang i en lang række kreative gøremål. Blandt andet at skrive sange og digte. - Jeg har altid gang i noget - jeg keder mig aldrig. Grå dage kan fortsat dukke op - men de er få, understreger hun. Hat og handsker Gurli Andersen er opvokset i et arbejderhjem i Brabrand ved Århus. Hun er tredje barn ud af en søskendeflok på fire, og havde syv års skolegang. Da bypigen i 1966 gjorde sin entré i Hallund, vakte hun en del opsigt. - Jeg havde lyst hår med krøller - men man kunne ikke se at både krøller og farve var ægte. Jeg brugte makeup, hat, handsker og havde rødlakerede negle - og det var ikke set i Hallund før, smiler hun. Men selvom hun skilte sig ud, følte hun sig hurtig accepteret. Og hun tog omgående del i det lokale foreningsliv. Hun var aktiv i borgerforeningens arbejde, og blev siden formand for Venstre og formand for husholdningsudvalget. Lokalradioens lyttere nød godt af hendes landbrugsudsendelser, og i Hallund bidrog hun til den lokale morskab med revysange og dilettantoptræden. Gurli trives i det lille lokalsamfund, hvor alle kender alle. - Og det kan godt være, at alle ved alt om alle, men det er jo ikke kun nysgerrighed - det handler også om omsorg. Jeg vil hellere bo her end i en opgang, hvor man kan ligge død i tre uger uden, at nogen opdager det. Min mentalitet passer godt til landet. Aldrig rørt en ko I 1970 købte hun sammen med sin husbond Arne Andersen Nørgård i Hallund. Året forinden havde Gurli fået arbejde i Andelsbanken. - Jeg var i banken om eftermiddagen og var malkekone og passede børnene, der var på 3, 7, og 9 år - så jeg havde faktisk travlt. Dengang vi købte gården, havde jeg aldrig rørt ved en ko. Men jeg bildte Arne ind, at jeg kunne malke - og i løbet af fire dage kunne jeg, smiler hun. I 1971 droppede Gurli bank-jobbet og blev hjemmgående landhusmor med alt hvad det indebærer. - Jeg har altid gået op i at kunne de ting, folk forventede af en landhusmor. Så jeg tog kogebøger med i seng. At sylte, partere gris, male og tapetsere var en del af husmoderjobbet på Nørgård. Og hun blev ganske ferm til det. Fire år senere fik Gurli Andersen lyst til at arbejde igen. Hun bankede på hos Varehuset Agerbæk - og blev ansat. Efter to et halvt år tog hun arbejde et par dage om ugen i den lokale købmandsbutik, men da Arne kom i byrådet passede Gurli hjemmefronten. I 1990 begyndte hun på Øster Brønderslev Plejehjem som afløser i nogle måneder. Og her fulgte et fast job som aftenvagt og senere dagvagt. - Det holdt jeg så meget af. Gurli havde år forinden passet sin døende, kræftsyge far. - Jeg fandt sider ved mig selv jeg ikke kendte og fik lyst til at arbejde med ældre mennesker. Også moderen og svigerforældre nød godt af Gurlis omsorg og pleje, da de skulle tage afsked med livet. Venstresvinget Faktisk har Gurli ikke altid været Venstre-kvinde. - Første gang jeg skulle stemme som 21-årig, havde jeg undersøgt, hvad partierne stod for. Jeg var nået frem til, at jeg ville stemme konservativt. Far blev så forskrækket, at han nær havde slugt komfuret, da jeg fortalte ham det. Og så stemte Gurli socialdemokratisk for at glæde ham. Men i Hallund blev hun med tiden overbevist om, at hun var Venstre-kvinde - og her har krydset stået siden. I hjemmet på Zinkvej vidner vægge og skabe om samlermani. Hver ting har en historie og en betydning for Gurli. Og alle ting har sin rette plads. Gamle billeder, lejlighedssange af ældre dato og udklip er sat i ringbind. Der er orden og kontrol på hylder, i skuffer og i skabe. - Jeg har det bedst, når jeg er i gang. Jeg er for eksempel ikke god til at sidde i solen. Jeg keder mig i løbet af fem minutter. En god kryds og tværs, en god bog, en tv-udsendelse, naturen, at spille spil og god musik siger hun ikke nej til. - Og jeg er meget glad for mennesker. Jeg elsker at tage mig af andre. Men der var nogle år efter rygskaden, hvor jeg ikke så længere end min egen næsetip. Gurlis barndomshjem var ikke rig på penge - men det rummede andre værdier. - Noget jeg fik hjemmefra var selvtillid og selvværd. Kan man ikke give sine børn andet, kan man prøve at give dem selvtillid - det kan hjælpe dem et langt stykke. Og Gurlis opskrift lyder, at man skal give sine børn ansvar og regler. - Det er vigtigt at de har nogle grænser. Men de skal vide de er noget værd, og at de kan magte mange ting. Jeg havde troen på mig selv. Under den gemytlige overfalde ligger et sprudlende temperament. - Jeg kan blive gal - og det er jeg ikke ked af. Det betyder man er i live.