Hellig krig i fordummelsens tjeneste

Vesten og islam er fælles om et stort problem: de fanatiske fundamentalister, der fører hellig krig i fordummelsens tjeneste.

Pietro Cini

Pietro Cini

Hr. Mogens Camre er 28.7. kun i stand til at se de islamiske af slagsen (Abu Laban, Ahmed Akkari m.fl.), hvilket er mærkeligt, for de jødisk-kristne er ikke til at overse. I sagens natur er jødisk fundamentalisme allerstærkest i Israel, men den er også særdeles magtfuld i USA, hvorfra den udøver en stor hjernevaskende/manipulerende virksomhed af den europæiske opinion. Et vigtigt navn i denne forbindelse er den kendte islam-forsker Bernard Lewis, som hører til i George W. Bush’ inderkreds. Det er samme Lewis, som i sin tid lancerede den succesrige teori om, at muslimer er vrede, fordi de føler sig magtesløse over for den vestlige verdens distancering af den islamiske (The Roots of Muslim Rage, The Atlantic Monthly, september 1990). Selv om teorien er grebet ud af luften, går den som varmt brød i Danmark, hvor den har inspireret både den underlødige islambog ”I krigens hus” samt Ralf Pittelkows letbenede hit ”Vesten og islam. Efter 11. september”. Det er rystende, at Danmarks megakommentator kunne overse, at professor Lewis’ skildringer af Mellemøstens historie er dybt præget af hans åbenlyse partiskhed i Israels favør. Langt værre end Pittelkow og Lewis, hvad zionistiske præferencer angår, er Mogens Camres partifælle Søren Espersen, som driver enøjet pro-israelsk propaganda på www.israel-info.dk. - lejlighedsvis med lånte fjer (se Jesper Vind Jensens artikel ”Plagiator” i Weekendavisen 16.6.). Med hensyn til den kristne fundamentalisme har den i Danmark to fremtrædende repræsentanter i pastorerne Søren Krarup og Jesper Langballe - to uovertrufne mestre udi kunsten at servere historieløs fordummelse i folketeologisk sovs. En langt mindre raffineret udøver af disciplinen fordummelse er hr. Mogens Camre, der i sit indlæg 28.7. tærsker langhalm på, at Muhammed-krisen var den islamiske verdens forsøg på at påtvinge Europa det muslimske livssyn. Det er hr. Camre naturligvis i sin gode ret til at påstå. Selv mener jeg, at Anders Fogh Rasmussens kluntede håndtering af Muhammed-sagen viser, at den jødisk-kristne fundamentalisme også fører sig frem i Statsministeriet. Det beviste Fogh ved at ignorere sagkundskaben - repræsenteret af 21 forhenværende danske diplomater - til fordel for en himmelråbende uforsonlighed. Himmelråbende, fordi de 11 muslimske ambassadører langtfra udgjorde en samlet blok. Nogle af dem (især den egyptiske) har sikkert og med rette været bekymret over, at røret omkring Muhammed-tegningerne kunne styrke de muslimske fundamentalister - både i og uden for Egypten. Hvilke motiver kunne drive statsministeren til de facto at give næring til islamisk fanatisme? Det må formodes, at han faldt for støttepartiet DF’s grove generalisering og dæmonisering af alt islamisk - uanset at mange islamiske lande (f.eks. Tyrkiet, Pakistan og Egypten) er Vestens allierede i kampen mod terrorismen, hvilket netop var, hvad de 21 diplomater forgæves forsøgte at gøre Fogh opmærksom på. Alt dette rejser et foruroligende spørgsmål: Hvordan rimer det med anstændig borgerlighed, at jødisk-kristen fundamentalisme via DF får lov at diktere dansk udenrigspolitik?