Helligdage er også for ledige

Selvom man er ledig og modtager dagpenge, skal man naturligvis kunne holde fri på søndage og andre helligdage, lige som andre mennesker i dette land.

JOBSØGNING:Selvom man er ledig og modtager dagpenge, skal man naturligvis kunne holde fri på søndage og andre helligdage, lige som andre mennesker i dette land. De nye regler om, at man som ledig dag-pengemodtager ugentligt skal bekræfte, at man er aktivt jobsøgende, har vist sig at være alt for restriktiv. Hvis den 7. dag, efter at man som ledig senest har bekræftet sin jobsøgning via et klik på computeren, falder på en søndag eller en anden helligdag, ja, så risikerer man at blive afmeldt job-centret som ledig, hvis man ikke denne dag bekræfter jobsøgningen. Det synes vi naturligvis ikke kan være rigtigt. Selvom man i kortere eller længere tid er på dagpenge, så skal man selvfølgelig ligesom alle andre kunne drage af sted til sommerhuset, kolonihaven eller moster Karens påskefrokost, uden samtidig at skulle tænke på jobsøgning og rådighed. Derfor har Kristelig Fagbevægelse rettet henvendelse til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg med henblik på at få ændret denne mærkværdige helligdagsregel. For os er det helt fundamentalt, at det enkelte menneske, hvad enten man er ledig eller i beskæftigelse, med god samvittighed kan holde fri på helligdage. Flere af Folketingets partier har allerede tilkendegivet, at de også finder reglen mærkværdig, herunder Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet. Så vi ser frem til, at denne regel bliver ændret. Der er formentligt ingen beslutningstagere, der har tænkt, at de jobsøgendes ugentlige bekræftelse kan falde sammen med helligdage. Der er heller ingen af vores medlemmer, der har klaget over reglen. Så det er ikke nogen stor sag, men for os er det alligevel vigtigt at sende et klart signal om, at hvis ikke helligdagene respekteres, så bliver alt hverdag. I Kristelig Fagbevægelse vil vi gerne være med til at sikre, at såvel beskæftigede som ledige ugentligt har stunder, hvor der er tid til at slappe af og tanke op, og hvor der er tid til venner og familie. Selvom man for en kortere eller længere periode er helt eller delvist udenfor arbejdsmarkedet, så har man alligevel brug for at holde fri. Jobsøgning er jo også en form for arbejde, og med de nyeste regler om at ledige som udgangspunkt skal søge fire fuldtidsjob om ugen, for at være sikker på at kunne vurderes til rådighed for arbejdsmarkedet, er det i endnu højere grad end tidligere blevet et arbejde at søge arbejde. Men på søndage og andre helligdage ser vi gerne, at også ledige får lov at slappe af, uden nødvendigvis at skulle tænke på regler, paragraffer og jobsøgning. Christian Steen er født i 1977 i Hirtshals. Bosat i Aalborg siden 2000. Bestyrelsesformand for Kristelig Fagbevægelse i Aalborg. Uddannet Cand.mag. i Samfundsfag og Psykologi fra AAU i 2003, og arbejder til dagligt som specialkonsulent. Politisk aktiv både lokalt og regionalt siden 1996. Elsker afslapning i svigermors kolonihave eller en god koncert i Skovdalen.