EMNER

Hello - are you spejder?

Peter Wessel spejdere chattede med hele verden

FREDERIKSHAVN:Det er søndag formiddag og 15 spejdere ligger og snorksover på deres luftmadrasser. Langsomt vågner de og sætter sig op til hver deres computer, som står midt i spejderhytten. Inden de når at gnide søvnen ud af øjnene, har de fået kontakt til en spejder på den anden side af jorden. JOTI (Jamboree on the internet) hedder arrangementet, hvor spejdere fra hele verden mødes på internettet og chatter med hinanden. Peter Wessel gruppen deltog i weekenden fra deres hytte "Perlen" i Frederikshavn. De unge udveksler erfaringer om at være spejder, men der chattes også om andre fritidsinteresser eller fyrer vittigheder afsted. Spejderleder Jan Krümmel har fået lidt mere søvn end de unge, men han sidder også foran computeren igen. - Jeg kan chatte med andre ledere fra hele verden, så jeg hygger mig også, siger han. Jan Krümmel har et verdenskort på skærmen, hvor han kan se de nationer, som de unge spejdere har haft kontakt med. Kortet er næsten halvt fyldt ud. - Vi har ikke mødt spejdere fra Syd- og Mellemamerika endnu, så måske går jagten ind på de lande senere i dag, siger Jan Krümmel. Snobrød er ikke nok Spejdernegrupperne i Danmark har indset, at det ikke er nok at tilbyde teltture og snobrød, hvis man vil holde på medlemmerne. Især ikke når de unge når teenage-alderen. - Vi er nødt til at lave arrangementer, som de unge vil deltage i, ellers holder de op. Derfor arrangerer vi blandt andet rollespil udover JOTI-arrangementet her, forklarer Jan Krümmel. Mest for de store JOTI er mest for de store spejdere, da der skal skrives på engelsk, når man vil kommunikere med spejdere i andre lande. 13-årige Line Næser var med til JOTI for første gang. Hun hyggede sig og chattede med spejdere fra blandt andet Island og Australien. - Det er sjovt at snakke med spejdere i andre lande. Jeg skriver på engelsk, så jeg får også lidt sprogtræning ud af det, siger hun. Theis Søgaard Jacobsen på 14 år tog en lille pause fra chatten og morede sig med et spil Warcraft i stedet for. Han så meget træt ud, men havde også moret sig. Spejderne fik en stofmærke til deres spejderuniform, efter arrangementet. Så i et spejderkorps kan man altså også få udmærkelse, hvis man er en stueplante og sidder foran computeren. I hvert fald én gang om året, når der er JOTI-træf.