Naturkatastrofer

Hellooo, Vietnam

Vietnameserne har lagt Vietnamkrigen bag sig og er klar til at blive invaderet igen - denne gang af turister, der kan nyde en venlig befolkning og et frodigt land, der endnu ikke er spoleret af masseturismen

Hellooo! Hellooo! Hilsnerne fra de glade og nyfigne børn blander sig med de fremmedartede lyde i den frodige og døsige landsby, der kvikker op ved det uventede besøg af et par fremmede, hvide og høje mennesker, som på vakkelvorne, men funktionsdygtige cykler har begivet sig et par håndfulde kilometer væk fra den nærliggende by, hvor turister ikke er et særsyn. Men det er vi åbenbart i landsbyen, for her er vi mindst lige så interessante for byens beboere, som de er for os. Ved hvert eneste møde hilser vi med smil på læben hello til hinanden, og vi fremmede hilser hello til Vietnam. For det er her, vi befinder os. I det land, som mange af os først og fremmest kender fra de gruopvækkende scener i tv i 1960erne og 1970erne, da Vietnamkrigen - eller Den Amerikanske Krig, som vietnameserne selv kalder den - optog den ganske verden. Krigen, der efterlod et land i armod med tre millioner dræbte vietnamesere og små 60.000 omkomne amerikanske soldater, men også et land der blev samlet og nu er godt på vej til at rejse sig igen. Fortidens rædsler synes glemt, og overalt møder vi kun venlige, smilende og imødekommende mennesker, der nu byder velkommen til en ny invasionsbølge - denne gang med turister som landgangstropper. Siden Vietnam for godt en halv snes år siden åbnede sig for omverdenen er flere og flere turister søgt til dette land med den smukke og afvekslende natur med øde sandstrande, skovbeklædte bjerge og frodige marker og ikke mindst med en gæstfri befolkning. Alligevel er landet forholdsvis jomfrueligt, og masseturismen har endnu ikke begået voldtægt på hverken landet, befolkningen eller turisterne selv. Der er kun godt og vel en times flyvning fra Thailand til Vietnam, men der er år til forskel på turismen i de to lande. Men Vietnam har - desværre vil nogle mene - alle muligheder for at udvikle sig til et nyt Thailand. I hundredvis af kilometer fine sandstrande ud mod det Sydkinesiske Hav byder sig til, og investorerne har taget deres pengepunge op og er klar til at bygge hoteller. Så det er nu, hvis De vil opleve et Vietnam, der ikke er spoleret af masseturisme. Om føje år kan det meget vel være Østens Thailand nummer to. Et langt land At opleve hele Vietnam lader sig næppe gøre på en to-tre ugers ferie. I det langstrakte land, hvor der i fugleflugtslinje er godt 1600 kilometer mellem syd og nord, er der store forskelle fra region til region både hvad angår klima, natur, kultur og historie. Mange turister, der rejser på egen hånd, vælger at gøre turen fra hovedstaden Hanoi i nord til Ho Chi Minh City (Saigon) i syd eller omvendt, og får dermed et indtryk af landets forskelligheder. Vi valgte at gøre ferien cirka midt imellem de to storbyer - i Hoi An, en charmerende, gammel havneby, der formelig oser af fortidens storhedstid, og som vel nok er den mest velbevarede by i Vietnam - forskånet for krigens ødelæggelser. Hoi An ligger 35 kilometer syd for Da Nang - den fjerdestørste by i Vietnam. Da Nang er en vigtig havneby og er en af de lokaliteter, vi husker fra Vietnamkrigen. Byen var centrum for de amerikanske flåde- og flystyrker, og det var også her, de første amerikanske styrker blev landsat i marts 1965. Her ses endnu resterne af de enorme start- og landingsbaner, og det var også her på China Beach, at de amerikanske soldater slappede af fra krigens gru. Nu er det turister, der på strandene slapper af fra arbejdslivets stress, og de har god plads. Plads til solbadning og vandpjaskeri er der også masser af her på stranden fire kilometer øst for Hoi An. Trods den fine strand og det bølgende hav, der minder om Vesterhavet, men som er lumsk med understrømme, er der kun få turister på stranden. Et par firestjernede hoteller ligger en snes meter fra stranden til den ene side og en halv meter til floden på den anden, og de mange ansatte formelig står på spring for at yde gæsterne service i overmål. Alt sammen gøres det med et smil på læben, og vi helloer igen hinanden. Her spores ingen turisttrætte miner. Fra hotellet afgår jævnligt busser ind til byen, men vi kan også låne cykler her. Ved første øjekast synes det faretruende at begive sig ud i den kaotiske trafik med et virvar af dyttende og båttende motorcykler, scootere og knallerter samt cykler (biler er der ikke mange af). Men det er ikke så galt endda. Trafikken glider forbavsende fredeligt til trods for, at den eneste færdselsregel synes at være, at der ingen regler er. En bevaringsværdig by Så det er intet problem at komme ind til den berømte by. Så speciel er havnebyen ved Thu Bon floden, at Unesco i begyndelsen af 1980erne erklærede den bevaringsværdig og i samarbejde med den polske regering tog initiativ til at restaurere de over 100 år gamle, fredede bygninger. For at få adgang til de vigtigste seværdigheder skal man købe et kuponhæfte - fem billetter koster ca. 25 kr. Ejerne får 20 procent af indtægterne, mens resten går til vedligeholdelse. I andre bygninger er indrettet forretninger og private boliger. Flere af ejendommene trænger til en nænsom restaurering - et arbejde, der ikke gøres lettere af, at dele af byen med jævne mellemrum oversvømmes, når floden går over sine bredder. Hoi An var i flere hundrede år en af Sydøstasiens vigtigste havnebyer med en livlig skibstrafik fra bl.a. europæiske lande, men i begyndelsen af det 19. århundrede sandede floden til og gjorde det umuligt for større skibe at komme ind til byen. Da Nang, der ligger helt ud til havet, overtog Hoi Ans position, og tiden blev sat i stå. Derfor ser den gamle bydel i dag ud som den gjorde dengang med de mange templer, pagoder, kinesiske fælleshuse og private boliger i de smalle gader. Alle forsynet med arkitektoniske perler og smukke deltaljer i en mængde, som sjældent ses inden for så overskueligt et område. Den gamle bydel kan let gøres til fods. Levende museum Et levende museum over en svunden tid, men også et levende museum, hvor dagliglivet leves, som det altid er blevet. Ikke mindst på markedet, der ligger midt i det hele grænsende op til floden. Her sælges alt. Fisk i alle afskygninger og størrelser. Fra hajer til rejer. Fra tun til blæksprutter. Her sidder fiskerkonerne på hug, renser, sorterer og sælger fiskene. Ikke langt derfra bugner det med grønsager og frugter som et synligt bevis på, at Vietnam er et frodigt land. Bundter af høns ligger forbavsende roligt og afventer deres skæbne, og en gammel kone med sorte tænder og rødlige betalæber sidder - også på hug - med en flok ænder. Indimellem ses smågrise, der er klinet ind i et ståltrådsbur og ikke kan - det har det næppe heller lyst til - slå en krølle på halen. Man skal hele tiden se sig for. Travle vietnamesere på deres uundværlige knallerter er overalt - også de steder, hvor de retteligen ikke bør være. Og det er med at flytte sig, når en gammel, mager og senet gammel kone i kapgangstempo iler af sted med tungt læs på sit åg. Markedet er overdækket med presenninger i så lav en højde, at den - efter vietnamesisk målestok - høje turist må bøje hovedet. Det gør han gerne - også i overført betydning i dyb respekt for det liv, der foregår her. Lutter glade mennesker, der - ser det ud til - hygger sig i hinandens selskab, og som ikke lader sig mærke af, at de set fra turistens øjenhøjde, er meget fattige. I en anden del af markedet sælges krydderier, alskens isenkram, rishatte, rengøringsmidler, ja, alt hvad man har brug for i hverdagen. Dette er Hoi Ans udgave af Bilka. Ved flodbredden lægger store træbåde fra de omliggende landsbyer til. Tidligt morgen fyldt med koner, der kommer med deres varer til markedet, og senere vender tilbage til landsbyen med de ting, de har købt. Her blandt landsbybeboerne vækker turisten opmærksomhed, og nogle af de gamle koner og børn vover sig hen, og vi helloer endnu engang og får en lille snak, så godt det nu lader sig gøre. Skrædderbyen Hoi An kaldes også skrædderbyen, og det ikke uden grund. Over 200 forretninger kæmper om turisternes dollars, og mangen en gæst vender hjem fra Hoi An med kufferten fyldt med skræddersyet tøj. I forretningerne bugner det af stoffer i alskens udgaver og kvaliteter, og på bordene ligger de seneste udgaver af internationale tøjmagasiner. Og så gælder det ellers bare om at vælge model og stof - silke ikke mindst - og få taget mål, og ganske få timer senere er habitten, dragten, skjorten, kjolen, ja alt, hvad en tøjglad vesterlænding kan ønske sig, klar. Prisen er rørende lav. En habit i Kashmirsilke kan fås for under 200 kr., en silkeskjorte for 100. Det er i dette prislag, der handles. Kendere vil vide, at kvaliteten er højere her end i for eksempel Thailand. Det er også i Hoi An, man kan opleve håndværk og håndarbejde. Flere steder sidder unge mænd og laver de fine træskærerarbejder. Andre steder broderer og væver piger og andre steder nørkler de med perlemor. Her er der endnu råd til at lade hånden gøre arbejdet. Timelønnen er lav. Den gennemsnitlige årsindkomst er omkring 4000 kr. og endnu lavere for folk i landområderne. Kongebyen Turisten kan let få flere dage til at gå i Hoi An med at kigge på folkelivet, se på og beundre de gamle bygninger, købe tøj og spise delikate og fedtfattige retter. Men Hoi An er også et godt udgangspunkt for udflugter. Blandt andet til Mamorbjergene, hvor der for år tilbage blev udvundet marmor, til My Son - en begravelsesplads for kongeriget Champa - eller til kongebyen Hue nord for Da Nang. Hue var i 150 år residensby for Vietnams sidste kongeslægt, og der er trods krigens ødelæggelser stadig rester tilbage af en del bygninger. Blandt andet Den Forbudte By, der var kongefamiliens residens, og som kun særligt udvalgte havde adgang til. Turen til og fra Hue foregår ad hovedvej 1, der forbinder nord og syd, og alene turen op gennem bjergene og med en imponerende udsigt ud over havet er en oplevelse. Det samme er at se de udtjente lastbiler, der osende og hakkende kravler op ad den stejle og hullede vej, og busserne der propfyldte med mennesker drøner af sted med en hastighed, der mildt sagt ikke er afpasset efter forholdene. Men passagerne tager det meget roligt, smiler og vinker et hello til deres lands gæster. Vi vinker igen. Hello Vietnam...