Hellum Skole skal lukkes

Børne- og ungdomsudvalget i Rebild vil lukke kommunens sidste landsbyskole, men bevare de små skoler i byzonebyerne Blenstrup og Ravnkilde.

Margit Sig
Rebild Kommunes tre mindste skoler har været i farezonen under de seneste mange måneders debat om Fremtidens Folkeskole, men nu har børne- og ungdomsudvalget netop besluttet at anbefale byrådet, at man nøjes med at lukke Hellum Skole fra næste skoleår. Arkivfoto: Michael Koch
Skolevæsen 28. september 2011 16:49

Rebild Kommunes tre mindste skoler har været i farezonen under de seneste mange måneders debat om Fremtidens Folkeskole, men nu har børne- og ungdomsudvalget netop besluttet at anbefale byrådet, at man nøjes med at lukke Hellum Skole fra næste skoleår. Til gengæld skal Ravnkilde Skole lægges sammen med Haverslev Skole, og Blenstrup Skole skal lægges sammen med skolen i Bælum, Møllehusene. Der skal efter udvalgets mening fortsat være undervisning i alle disse fire nuværende skolers bygninger. Den sidste landsbyskole Udvalgspolitikerne begrunder løsningen med, at man vil bevare et skoletilbud i byzonebyerne Blenstrup og Ravnkilde, mens Hellum er den eneste landsby i kommunen, der stadig har sin egen skole. - Hellum Skole kan ikke føde sig selv med børn fra eget distrikt, og der er desuden et massivt og velbegrundet anlægsbehov på 12 millioner kr. i Hellum, siger Anders Norup (V), formand for børne- og ungdomsudvalget. Den samlede besparelse på den ændrede skolestruktur ventes at blive på netto 1,4 millioner kr. Byrådet behandler sagen torsdag 13. oktober, og en eventuel beslutning om skolenedlæggelse skal derefter sendes i høring. Den endelige byrådsvedtagelse om skolestrukturen fra august 2012 skal først tages 1. marts 2012.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...