EMNER

Helnan sælger hotel efter massive tab

Den kriseramte hotelkæde leverer Hotel Hvide Hus i Køge tilbage til Aage V. Jensen Charity Foundation

Enan Galaly i receptionen på Hotel Hvide Hus i Køge. Hotellet har kostet ham et samlet tab på 40 millioner kroner i de seks år, han har ejet det.Foto: Bjarke Bo Olsen/Scanpix
Enan Galaly i receptionen på Hotel Hvide Hus i Køge. Hotellet har kostet ham et samlet tab på 40 millioner kroner i de seks år, han har ejet det.Foto: Bjarke Bo Olsen/Scanpix Scanpix Denmark

AALBORG: Den økonomisk trængte hotelkoncern Helnan har nu taget første skridt til at få sat en stopper for de seneste års voksende underskud. Helnan sælger sit mest tabsgivende hotel, Hotel Hvide Hus i Køge, tilbage til dets forrige ejer, Aage V. Jensen Charity Foundation. Handelen finder sted med virkning fra 1. november.

Helnan købte hotellet i Køge af fonden i marts 2007 for 93 millioner kroner. Restgælden til fonden er i dag på 77 millioner kroner, som er den pris, fonden nu giver for hotellet.

I de seks år, Helnan har ejet hotellet, har det kostet koncernen et samlet tab på 40 millioner kroner, skønner Enan Galany, grundlægger og ejer af den oprindeligt Aalborg-baserede Helnan-kæde.

Ifølge Enan Galaly vil salget af Køge-hotellet forbedre koncernens regnskab i år med ”over 20 millioner kroner”. Sidste år var underskuddet på 59 millioner kroner, så der skal mere til, erkender hotelkongen.

- Vi arbejder hårdt på at forbedre driften på vores øvrige hoteller, og vi er også parate til yderligere frasalg, hvis prisen er den rigtige, oplyser Enan Galaly.

Helnan-kæden består nu af fem hoteller i Danmark (heriblandt Helnan Phønix og Hotel Hvide Hus i Aalborg), seks hoteller i Egypten og et enkelt hotel i henholdsvis Sverige, Tyskland, Østrig og Marokko.

Finanskrisen i Danmark og uroen i Egypten er de væsentligste årsager til de massive økonomiske problemer i Helnan-koncernen. Når netop hotellet i Køge var ekstra hårdt ramt, skyldes det ifølge Galaly nærheden til København, hvor hotelkapaciteten er vokset voldsomt de seneste år.

Den nye ejer, Aage V. Jensen Charity Foundation, arvede oprindeligt hotellet fra den succesrige forretningsmand og mæcen Aage V. Jensen, da han døde i 1986.

- Nu skal vi have fundet en operatør, der kan drive hotellet videre. Det skal også igennem en større renovering, så vi bliver antagelig nødt til at lukke hotellet i tre-seks måneder. Om vi på sigt vil beholde hotellet eller forsøge at sælge det igen, er det for tidligt at sige noget om, siger Leif Skov, formand for Aage V. Jensens Fonde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden