Helse er vores fremtid

Medicin 27. september 2004 06:00

KOMMUNALSTRUKTUR: Både som beboer og politisk engageret i lokalsamfundet har jeg med stor interesse læst de meget forskellige synspunkter, som medlemmerne af Sæby Byråd har med hensyn til, om vi skal sammenlægges med den ene eller den anden kommune, eller som vor borgmester allerhelst så, at vi forblev alene. I hele denne polemik ser det ud som om, der mangler visioner og dynamisk nytænkning, ja det at tænke stort, at turde satse og afgive lidt af sin egen magt i forhold til at samarbejde, kommunikere og åbne for et nordjysk fællesskab. Ja, vel er det da farligt at indgå i et parforhold, men vo intet vover! Ja, men nu går det lige så godt, kan jeg høre byrådet sige. Det gør det måske økonomisk, men det er jo stadig sådan, at når noget går godt kan vi have en tendens til at hvile på laurbærrene, glemme at for at noget skal udvikle sig det være sig et firma eller kommunen, ja så må vi hele tiden være på forkant med udviklingen. Der kommer altid noget godt ud af at skulle tænke i andre baner, og hvor er det dog udviklende for den enkelte. Frederikshavn er en kystby ligesom Sæby og Skagen. Hvad natur og vand angår, har vi det til fælles. Ja, men skulle vi så ikke finde fælles fodslag? Vi kunne eksempelvis arbejde videre i den bane, som Skagen har startet op med hensyn til helse. Skabe ophold for turister og vore indbyggere i form af kur- og rekreationssteder. Hvor den nye tids naturmedicin og terapier får lov til at arbejde sammen med den gængse medicin. Komme helt væk fra lappeløsninger og symptombehandlinger, bruge de terapeutiske tilbud som vore sydlige naboer benytter sig af, sluge stoltheden og gå i samarbejde med den branche af alternative terapeuter, som desværre aldrig har fået lov til at være til stede her i landet. Selv om eksempelvis vore nabolande har brugt det i ¾ århundrede. Nu bliver der eksempelvis talt om en ny svømmehal. Ja, men hvis vi nu går sammen med Fr.havn, så får vi helt sikkert ikke en svømmehal, hvorfor skulle vi ikke kunne få det, det vil immervæk være et spørgsmål om at gå i dialog, før beslutningen tages. Og vor svømmehal, skal ikke kun være en svømmehal. Ja, hører jeg jer sige, der kommer jo også lidt wellness ind, så vi er på forkant med udviklingen. Nej da, det er der så mange andre, der også har. Vi kunne eksempelvis skæve lidt til vore naboer sydpå - f.eks. har Tyskland, Østrig og østlandene lang tradition for kurophold. Det, der skabes, skal være endnu bedre end syd for grænsen, vi skal tiltrække mennesker på alle tider af året. Sundhedsvæsnet skal have forståelse for svømmehaller med diverse terapeutiske tilbud, som kan bruges i helbredelsesmæssigt øjemed. For en del årtier siden havde vi Silkeborg kurbad, som netop blev brugt med bl.a. Kneipps vandkure og andre terapeutiske tilbud. Vi har gennem tiden haft andre kursteder, hvoraf jeg bl.a. også har været medejer af et. Men folks behov for det materialistiske, samt interessen for charterrejser gjorde, at mennesker stadig ikke var rigtig parat til at ofre penge på deres eget helbred. I mellemtiden er vor livskvalitet stille og roligt gået i bund, vi er aftager af enorme summer af medicin. Sundhedsvæsnet er økonomiske meget meget belastet, og vi får det dårligere og dårligere. Set i forhold til andre europæiske lande så har vi absolut intet at være stolte af. Men… der er ved at ske ændringer. Ja, det er jo gerne sådan, at når man når bunden, ja så enten vågner man til nye erkendelser eller også går man til grunde. Undertegnede som selv har været med til at udvikle og opbygge branchen i Danmark fatter stadig ikke den småtskårenhed som vi dansker ligger under for. Når noget er godt, så skal det bruges. Hvis vi skal videre, må vi samarbejde, intet mindre. Vi må være lydhøre for nytænkning, vi må trække ekspertisen ind, Vi skal igennem den jyske mentalitet, hvor du skal ikke tro du er noget og det der lammende mindreværd som er sådan i fokus. Vi må tænke stort, vi har så meget at være glade for. Nordjylland er en perle af energi. Nordjylland har noget ganske specielt. Skulle vi ikke udnytte denne atmosfære, udnytte naturen, og havet til helse? Kun halvdelen af sengene er booket, og alligevel er vi den region der modtager flest turister. Skulle vi ikke satse endnu mere, udvikle en turisme, med endnu mere til sjæl som krop. Udvikle sundhedscentre, hvor kur til rekreation som forebyggelse går hånd i hånd. I min fremtidsvision strømmer mennesker til Nordjylland fra nær og fjern for at bruge de faciliteter, der tilbydes. Der bygges et hav af boliger til mennesker, der føler sig tiltrukket af netop det, vi kan tilbyde. Ingen ved, hvilken løsning, der vil være den bedste sammenlægningsmæssigt, og det bliver vi såmænd nok heller aldrig helt klare på, men en beslutning må tages, og der håber jeg med dette indlæg at mange andre beboere vil følge debatten op med deres synspunkter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...