Børnepasning

Helt ærligt ...

BØRNEHAVE:Har der ikke snart været nok skriveri i AVISEN om børnehavelukning? Folk, der ikke har børn i børnehaverne, må da snart være ved at være godt trætte af at åbne aviserne. Der skal lukkes en børnehave. Det kan alle vist blive enige om, og jeg kan da godt ærgre mig over, at udviklingen i Skagen går den vej. Jeg har selv barn i Corasvejs Børnehave, og på nogle kan det måske virke som om vi er ligeglade med, om Corasvejs bliver lukket, da vi kun har bidraget med ét læserbrev. Men vi skrev et fælles læserbrev i forældrebestyrelsen, da vi blev enige om, at vi ikke ville deltage i det til dels fnidder fnadder, der er blevet skrevet af nogle. Men efterhånden er det bare blevet for meget, og jeg bliver nødt til at give min personlige mening til kende. Vi har, som børne- og ungdomsgården, ikke mulighed for at få diverse brugere som dagplejen med mere til at skrive til vores fordel, og ikke et ondt ord om det. Jeg kan da godt forstå, at de taler deres sag. Vi kunne da godt spørge, om ikke alle forældrene til børnene på Corasvej ville sætte et læserbrev i. Men - helt ærlig - gider folk læse alt dette. Jeg læser da også nogle læserbreve, nedladende ting om Corasvej. Jeg undrer mig over om folk nogen sinde har været der. Jeg kan kun sige, at jeg, som kommer der hver dag, kun har ros til overs for børnehaves personale, indretning og pædagogik. Skulle man ikke bare se at få afsluttet denne sag næste gang byrådet har den på dagsordenen, så afgørelsen ikke igen skal udsættes. Jeg tror, at alle forældre, børn og især personale i de involverede børnehaver trænger til at få sat et punktum for denne sag.