Udenrigspolitik

Helt eller landsforræder?

Når vi stadig er så optaget af Besættelsen, skyldes det netop at samarbejdspolitikken er et moralsk problem for efterkrigstiden uden et klart svar, mener historiker på Aalborg Universitet

Mens resten af Europa stod i flammer under Anden Verdenskrig, slap Danmark relativt uskadt fra den tyske besættelse i årene 1940-45. Ganske vist mistede omkring 7000 danskere livet under krigen. Danske søfolk, der sejlede konvojsejlads med forsyninger fra USA til Storbritannien var sammen med hjemlige modstandsfolk de grupper, der havde de største tab. Også blandt det danske politikorps, der i 1944 blev interneret og sendt til tyske koncentrationslejre var der mange omkomne, ligesom tilfældige terrordrab på danskere begået af Gestapo, SS og deres danske allierede i Schalburgkorpset blev mere og mere udbredt i krigens sidste år. Men alligevel var de danske tab af menneskeliv få, når man sammenligner med andre lande, der blev besat af Tyskland, ligesom vi også materielt set slap ret nådigt fra krigen. - Det skyldes samarbejdspolitikken med tyskerne og ikke mindst Erik Scavenius. Til gengæld har samarbejdspolitikken efterladt os med et moralsk dilemma. Og netop derfor har vi svært ved at give slip på de fem år, selv om de fleste, der har oplevet Besættelsen, i dag er borte. Når vi bliver ved med at debattere besættelsen og være så optaget af begivenhederne i 1940-45, skyldes det jo netop, at samarbejdspolitikken har givet eftertiden et moralsk problem, hvor der ikke er et klart svar. Det påpeger historiker Mogens Rüdiger, lektor på Aalborg Universitet. Håbløst at kæmpe Reelt begyndte samarbejdspolitikken adskillige år, før vi blev besat af Tyskland 9. april 1940. - Datidens SR-regering under ledelse af statsminister Th. Stauning, (S), og udenrigsminister P. Munch, (R) var af den opfattelse, at vi ikke kunne forsvare Danmark millitært mod Tyskland. Her må man huske på, at Danmark dengang stod helt alene uden nogen allierede, der kunne hjælpe os i tilfælde af en millitær konfrontation. Selv om den danske regering stod fast på at ville holde Danmark neutralt, da krigen brød ud i september 1939, førte regeringen en tyskvenlig politik og havde gjort det gennem flere år. I stedet for at forsøge af opruste Danmark millitært, var det Staunings og Munchs strategi at udvikle demokratiet og skabe så stor social tryghed som det nu var muligt under de økonomiske kriseår i 1930erne. Datidens socialdemokratiske valgråb Stauning eller kaos var ikke blot et slogan, men på mange måder den skinbarlige virkelighed. Og takket være regeringens politik blev demokratiet så rodfæstet i befolkningen, at det i forhold til andre europæiske lande var meget få danskere, der blev tiltalt af datidens totalitære bevægelser - nazismen og kommunismen, fortæller Mogens Rüdiger. Da den tyske krigsmaskine rullede ind over de danske grænser om morgenen 9. april 1940, var det kun nogle ganske få danske soldater i Sønderjylland, der nåede at komme i kamp - og blive dræbt - inden Danmark havde overgivet sig. - Det er siden blevet kritiseret meget, at vi overgav os så hurtigt. Men der var reelt ikke noget valg. Det danske millitær var så beskedent, at det var håbløst at gøre modstand. Hvis vi alligevel havde kæmpet, var mange hundrede unge danske soldater blevet dræbt og København måske bombet, uden at man havde opnået andet end en symbolsk kamp. Hvis der skulle være en mening i at kæmpe 9. april 1940, skulle vi allerede i årene inden have opbygget et stærkt dansk millitær, men det havde vi jo fravalgt, pointerer Mogens Rüdiger. Passivt samarbejde Den samarbejdspolitik som Stauning valgte, da de tyske soldater besatte Danmark, adskilte sig meget fra den som Scavenius senere førte, påpeger Mogens Rüdiger. Umiddelbart efter besættelsen blev der dannet en bred samlingsregering under Staunings ledelse. Da man ved den hurtige overgivelse havde sikret, at den danske regering kunne fortsætte, kunne man på den måde opretholde det danske folkestyre og dermed beskytte civilsamfundet mod nazismen, så befolkningen så vidt det var muligt ikke blev udsat for overgreb fra besættelsesmagten. - Samlingsregeringens politik var til at begynde med det passive samarbejde. Den danske regering skulle ikke aktivt forsøge at tilpasse sig tyskerne, men være afventende og reagere på de krav, som tyskerne kom med. Men det viste hurtigt, at der var snævre grænser for det spillerum, som den tyske besættelsesmagt tillod for Stauning og den passive samarbejdspolitik. I stedet var det Erik Scavenius og hans politik, der blev førende for Danmarks officielle forhold til Tyskland, forklarer Mogens Rüdiger. Allerede i juli 1940 var Erik Scavenius blevet hentet ind som udenrigsminister. Under Første Verdenskrig var det lykkedes ham som udenrigsminister at balancere mellem stormagterne og holde Danmark uden for krigen. Han var kendt for sin tyskvenlige holdning. Nu var det forventningen, at den radikale toppolitiker og godsejer på Voergård i Vendsyssel kunne navigere landet igennem hensynet til både den tyske besættelsesmagt og til det danske folkestyre. Som bestyrelsesformand for dagbladet Politiken havde Erik Scavenius få dage efter besættelsen 9. april sørget for, at Politiken i en stor opsat forsideartikel skrev, at Churchill var en farlig mand og derpå hyldet den nye tyske beskyttelse af Danmark. Og hans tiltrædelsestale som minister efterlod ingen tvivl om, hvor han stod. "Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave, herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland", fastslog Erik Scavenius. Aktivt samarbejde - Udgangspunktet for Erik Scavenius var, at Tyskland ville vinde krigen, og at det derfor var bedst for Danmark at tilpasse sig denne virkelighed. Både som udenrigsminister og da han i 1942 blev statsminister var det hans standpunkt, at et passivt samarbejde med Tyskland ikke var godt nok til at kunne opretholde et godt forhold til besættelsesmagten. Den danske regering skulle derfor føre en aktiv samarbejdspolitik. Allerede inden tyskerne havde udtrykt et behov for en given politik hos den danske regering, burde regeringen være så forudseende, at man havde imødekommet tyskernes ønsker og behov, forklarer Mogens Rüdiger. Der blev indført censur i danske aviser, tyske politiske flygtninge og og tyske jøder, der var flygtet fra Tyskland til Danmark, blev derfor arresteret og udleveret til Tyskland, hvor de senere omkom. I 1941 blev det danske kommunistparti forbudt og danske kommunister interneret i Horserød-lejren, hvorfra flere senere blev sendt til tyske koncentrationslejre, hvor de ligeledes omkom. Men den måske politiske mest kontroversielle begivenhed var, da Erik Scavenius på Danmarks vegne i november 1941 underskrev Antikomitern-pagten, en anti-kommunistisk pagt mellem Tyskland og dets allierede. Dermed optrådte det officielle Danmark som allieret med Nazi-tyskland, selv om det lykkedes Scavenius at få en tilføjelse til pagten, så Danmark ikke blev bundet til at indgå aktivt i krigen på tysk side. - Det farlige ved den form for aktiv samarbejdspolitik som Scavenius førte var netop, at der ikke var nogen stopklods i forholdet til den tyske besættelsesmagt, påpeger Mogens Rüdiger. - For flertallet i den danske befolkning havde den aktive samarbejdspolitik under Scavenius den åbenbare fordel, at de kunne fortsætte med at leve nogenlunde uberørt af krigen. Men regeringens politik og dens klare opfordring til befolkningen om at samarbejde med tyskerne betød, at der for datidens danskere var to legitime muligheder at vælge imellem. Som følge af samaarbejdspolitikken var det lige så legitimt at samarbejde med tyskerne som at gøre modstand. Det førte til at danske bønder havde en stor eksport af fødevarer til Tyskland og de tyske soldater, og at danske virksomheder oprettede afdelinger i det tysk besatte Østeuropa, hvor de havde slavearbejdere. Der blev ligeledes oprettet et stort korps af frivillige danske soldater, Frikorps Danmark, der kæmpede på tysk side på Østfronten mod russerne, fortsætter Mogens Rüdiger. Faktisk var der kun én ting, der hos de allierede reddede Danmark fra at blive slået i hartkorn med Tyskland - den danske modstandsbevægelse. - Modstandsbevægelsen herhjemme havde næppe den store millitære betydning. Gennem det meste af krigen var der vel kun nogle få tusinde aktive modstandsfolk herhjemme, selv om det steg markant efter august 1943, så der i 1944 var 20.000 modstandsfolk og 5. maj 1945 hele 50.000 modstandsfolk. Men symbolsk og moralsk var modstandsbevægelsen helt uvurderlig, understreger Mogens Rüdiger. God kemi med Best Mens Scavenius forsvarede en neutralitetspolitik, der blev mere og mere fiktiv, udtrykte han til gengæld ingen forståelse for det stigende antal modstandsfolk, der stod i vejen for hans bestræbelser for at skabe et godt forhold til besættelsesmagten. Han følte sig tilsyneladende bedre tilpas med at være i selskab med Werner Best - den tyske chef i Danmark. - Scavenius var ikke nazist. Men den personlige kemi mellem ham og Werner Best var god. Samarbejdet mellem de to mænd fik uden tvivl afværget mange krigshandlinger og tab af menneskeliv i i Danmark, og efter krigen forsvarede Werner Best sig med, at hans samarbejde med Scavenius havde været det mindst mulige onde for Danmark. Det var ud fra en tilsvarende argumentation, at Scavenius gik ind i samarbejdet med Werner Best. Men det moralske dilemma blev større og større, efterhånden som besættelsen skred frem, og den danske regering bøjede sig mere og mere for tyskerne, mener Mogens Rüdiger. I august 1943 lammes landet af omfattende folkestrejker i de store byer. Det var nu tydeligt, at samarbejdspolitikken havde mistet sin folkelige støtte. Krisen blev værre og værre, og 29. august overtog tyskerne den direkte kontrol med Danmark. Den danske regering ophørte med at eksistere. - Selv i denne situation ville Scavenius fortsætte samarbejdet med Werner Best, men da de øvrige danske politikere sagde fra, var det umuligt for ham. Men det gode forhold mellem de to mænd består. Det ses bl.a. ved at Scavenius og Best efter krigen fortsætter med at brevveksle med hinanden, indtil Scavenius døde i 1962, fortæller Mogens Rüdiger. Efter 29. august 1943 eskalerede både modstandskampen og de direkte kamphandlinger på dansk jord. Tabet af menneskeliv øgedes. Det var især unge mænd, der deltog i modstandskampen. - Der lå formentlig også en form for ungdomsoprør bag hos mange af de unge, der valgte modstandskampen. De havde endnu ikke stiftet familie og skulle derfor ikke tage hensyn til andre end sig selv. De var oprørte over samarbejdspolitikken, og ligesom de unge en generation senere i 1968 gjorde oprør mod datidens normer, gjorde de unge modstandsfolk oprør mod en politik, der for dem var anløben i sin kyniske realisme og moralsk forkert. Og man må sige, at for eftertiden havde det moralsk været nemmere at forholde sig til Besættelsen, hvis man havde sat en stopklods for samarbejdspolitikken, så den ikke havde udviklet sig til en glidebane. Til gengæld havde det uden tvivl kostet flere danske menneskeliv og landet var materielt set ikke sluppet så relativt uskadt ud af krigen, som tilfældet var, påpeger Mogens Rüdiger. Små fisk straffes I besættelsens sidste dage i maj 1945 og ved det efterfølgende retsgør blev det moralske problem, som den aktive samarbejdspolitik indebar, tydelig for enhver. - Da befrielsen kom, blev mange af de såkaldte tyskerpiger overfaldet og ydmyget ved at få håret skåret af. I forhold til samarbejdspolitikken og de toner som landets førende politikere under besættelsen slog an, havde pigerne ikke gjort noget forkert ved at blive kærester med tyske soldater. Men nu blev de straffet og hånet som feltmadrasser, og da pigerne levede midt i befolkningen, var de nemme at få fat på, da befrielsen gjorde det muligt for alle at vise deres afsky overfor tyskerne. - Også mange andre små fisk, der havde samarbejdet med tyskerne, kom i klemme, da politikerne efter 1945 med tilbagevirkende kraft ville trække en grænse i forholdet til besættelsesmagten. Med nye love, der virkede med tilbagevirkende kraft, straffede man derfor en lang række mennesker for værnemageri, selv om mange af dem egentlig blot havde gjort det, som de selvsamme politikere opfordrede dem til nogle få år tidligere. - Den eneste betydningsfulde politiker, der efter befrielsen stod ved sine ord og sine gerninger, var Erik Scavenius. Han blev efter befrielsen afhørt flere gange, men aldrig tiltalt for landsforræderi. Men indtil sin død i 1962 levede ham som en meget ensom mand, som ingen ville kendes ved. Tilsyneladende rørte det ham ikke. Alle sine dage havde Scavenius ry for ikke at bekymre sig om, hvad andre mennesker tænkte om ham, fortæller Mogens Rüdiger.