USA

Helt frivilligt

Skulle man være i tvivl om noget som helst efter at være landet i lufthavnen i Fort Myers i Florida, er der hjælp at hente. Helt frivillig oven i købet. I USA er der en lang tradition for, at man melder sig som frivillig - eller volunteer som det hedder derovre, i en god sags tjeneste. Lufthavnen har sit eget korps af frivillige, der bemander de informationsskranker, man møder nogle stykker af på undervejs gennem bygningen. Det eneste, de får ud af det, er en kop kaffe og en småkage, og så naturligvis glæden ved at hjælpe andre og glæden ved at være sammen med andre om noget. De frivillige står også i kø for at hjælpe og komme med gode råd, hvis man skulle forvilde sig ind på et museum. I selve Fort Myers kan man besøge Thomas Edisons og Henry Fords vinterhuse, og her er der et korps på over 250 frivillige, der skiftes til at arbejde gratis. Typisk har de bundet sig for fire timers arbejde én gang om ugen. Det samme vil man opleve, hvis man kommer forbi en naturpark eller informationskontorer for turister. Det er de frivillige, der trækker det helt store læs.jl