Helt nye gospelsange er klar til koncerten i Skagen Kirke

Bare de to første dage blev der solgt over 300 af de 550 billetter

SKAGEN:Der bliver uropførelse af en helt ny gospelsang til den store gospelkoncert i Skagen Kirke søndag den 26. oktober. Sangen, der har fået titlen ”Rejoyce”, er komponeret af intruktøren, Tina Buchholtz, og hun møder desuden op med en nykomponeret sang, som hun blev inspireret til at komponere, da hun hørte, at Tina Siel medvirkede til koncerten som gæstesolist. - Sangen hedder ”Someone is there”, og det er den skønneste sang, hvor Tina Buchholtz og Tina Siel skal synge duet med de 100 korsangere fra ”Det Nordjyske Fælleskor” som backing-group, fortæller koordinator på projektet, Rolf Hauge, der også kan fortælle, at Tina Siel nu ikke ”kun” vil være gæstesolist i et par numre. - Hun har spurgt, om det er i orden, at hun ud over solonumrene også deltager i Det Nordjyske Fælleskor i alle de andre numre, hvad vi selvfølgelig hilste meget velkommen. Publikum kommer også til at medvirke i selve koncerten. Tina Buchholtz har nemlig lovet, at hun på bedste måde vil inddrage de formodentlig cirka 500 tilhørere i en række fællessange, så alle kan smelte sammen til et stort ”Skagenkor” i kirken. Flot billetsalg Billetsalget går strygende. Bare de første to dage med billetsalg blev der solgt 300 af de i alt 550 billetter, og vi har nu (mandag, red.) under 200 billetter tilbage, siger Rolf Hauge. De mange nordjyske ”gospel-freaks” var da også højt oppe i weekenden, hvor de var samlet på Hedeboskolen for første gang for at øve til gospelkoncerten. Instruktør Tina Buchholtz svingede dirigentstokken, og Tina Siels medvirken fik alle medvirkende til at stige endnu mere op mod den til lejligheden blå himmel over Skagen. Tove Pedersen fra Gospel Skagen oplyser, at hele planlægningen går godt, og at alt ser ud til at fungere perfekt. Også Nordjyllands Kulturudvalg går nu ind og støtter gospel-arrangementet i Skagen.