Helt nyfødt pige er fundet i affaldsskakt i Bagsværd

Politiet forsøger at finde mor til lille efterladt barn, som blev fundet af gårdmand. Vidner efterlyses.

Ritzau
Baby Foto: Free/Colourbox
1. april 2016 12:38

En nyfødt pige er blevet fundet af en gårdmand i Værebroparken i Bagsværd, oplyser Københavns Vestegns Politi fredag morgen.

Spædbarnet har det efter omstændighederne godt, lyder det i en pressemeddelelse.

Babyen blev fundet i en affaldsskakt.

En beboer i området fortæller til bt.dk, at skraldefolk på stedet var stærkt berørte af fundet.

Politiet fortæller, at det var en gårdmand, der var årvågen og opdagede barnet i skakten på Værebrovej 90 cirka klokken 6.30.

Pigen er blevet bragt til Rigshospitalet, hvor det tilses af læger.

- Det har det efter omstændighederne godt, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson ved middagstid fredag. Pigen blev "helt sikkert" ikke født på et hospital, tilføjer han.

Politiet arbejder på at finde ud af, hvor barnet er blevet født - og hvem moren er.

- Det er helt nyfødt, siger Carsten Jansson.

Men han kan ikke umiddelbart give oplysninger om kendetegn på babyen, der vejer cirka tre kilo.

Pigen blev fundet med moderkage og navlestreng, oplyser avisen.dk.

I en pressemeddelelse håber politiet på at få hjælp fra vidner i sagen. Folk, der har set noget interessant, eller som har viden om sagen, opfordres til at melde sig.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...