Helt uundværlig måde at handle på

22. september 2009 06:00

KØBENHAVN: Negativ aftalebinding er ikke alene fuldt lovlig. Det er også en helt uundværlig måde at handle på i det praktiske liv. - En handel foregår jo ofte ved, at køber afgiver en ordre, hvorefter sælger sender en ordrebekræftelse. Hvis køber ikke gør indsigelse, betragtes handlen som indgået, forklarer Lars Quistgaard Bay, advokat og chefkonsulent i Dansk Erhverv, der blandt sine medlemmer tæller mange handelsvirksomheder. - Systemet fungerer godt i langt de fleste tilfælde. Men selvfølgelig er der nogle firmaer, der blot er ude efter en engangsfortjeneste, og dem skal man passe på. Trafikken går her ud på bevidst at fremsende bekræftelser på ordrer, der aldrig har været afgivet, i håb om, at modtageren ikke reagerer. Det er strafbart, siger Lars Quistgaard Bay, der har samme råd som forbrugerombudsmanden: - Sørg for at lave en indsigelse, og sørg for at kunne bevise, at du har gjort det. Så kan du tage let på trusler om inkasso. Det råd har jeg givet i et utal af sager, og jeg har til dato ikke hørt om én, der er endt som inkassosag. - Blandt vores medlemmer er der selvfølgelig ingen, der systematisk misbruger negativ aftalebinding. Men enkeltstående fejl er det i realiteten umuligt at helgardere sig mod, siger Lars Quistgaard Bay. - Forskellen er så, at seriøse virksomheder retter deres fejl, når de bliver opmærksomme på dem, tilføjer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...