Børnepasning

Helt ved siden af

Tre minutters voksenkontakt pr. time er bare ikke nok for et barn på 14 måneder.

Og det er virkeligheden i de vuggestuer, hvor der er sparet mest gennem årene. Derfor virker socialministerens indlæg (7.5.) helt ved siden af, når hun siger, at tiden til børnene ikke er det eneste, der betyder noget for kvaliteten. Socialministeren henviser til forskningsresultater, der stammer fra Ole Henrik Hansen - forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Fint med lidt fakta i debatten. Lad os for en stund kigge på, hvad forsker Ole Henrik Hansen rent faktisk siger. For det første siger han i et indlæg (i Politiken 13.12 2010), at: "De observationer, jeg foreløbig har foretaget, viser, at vuggestuebørn nogle steder får meget, meget lidt voksenkontakt. Jeg har observeret steder, hvor små børn får 15 minutter på en hel dag". I et et interview med pædagogernes fagblad Børn & Unge er han desuden citeret for: "For det lille barn er tilknytningstrangen helt central, og skal lyset ikke slukkes i det lille barns øjne, når det kommer i vuggestue, så skal en voksen tilbyde sig som tilknytningsperson for barnet" - Derfor kan det ikke nytte noget, at man tror, at små børn for eksempel kan reddes fra negativ social arv, få et godt sprog og udvikle sig optimalt i institutionerne, når de i mange timer skal slås med mindst 11 andre små børn om to voksnes opmærksomhed". Hvad gør socialministeren for at løse problemet med for lidt voksenkontakt? Hun nedsætter en såkaldt "task force" om Fremtidens Dagtilbud! Men helt ærligt - børnene har ikke brug for en task force. De har brug for tid, omsorg, udvikling og læring. Det ved jeg som pædagog - og som menneske. Det ved socialministeren formentlig også. Men hun er - ligesom alle andre VK-ministre - bundet på arme og ben af en økonomi, der er urimeligt anstrengt efter 9 år med fokus på skattestop og skattelettelser frem for en prioritering af gode opvækst vilkår for børnene Stort set alle børn i Danmark går i vuggestuer og børnehave. Det er her de tilbringer størstedelen af deres vågne timer i hverdagen. Det giver os en meget stor forpligtelse til at tage bedre hånd om de små børns trivsel, læring og udvikling. Derfor vil jeg gøre en reel indsats for et vende udviklingen. For børnenes skyld og for samfundets.