Heltinde glemt

Filmen om modstandskampen under besættelsestiden, ”Flammen og Citronen” er en bragende biografsucces; målt ud fra billetsalget ligger filmen på en absolut førsteplads.

Det, kan man sige, er en flot præstation, men det har vist også været en kostbar film at fremstille. Folkene bag filmen må glæde sig over, at de investerede penge vender tilbage. Jeg så filmen på premiere-dagen. Men efter at have set filmen er der i hvert fald én ting, der undrer mig, ja, falder mig for brystet, nemlig at ”Danmarks Ellen”, sygeplejersken Ellen Christensen, ikke har fået en langt mere fremtrædende position i filmen. Efter sigende ser vi sygeplejersken i cirka ét minut; mere fylder hun ikke i Danmarks dyreste biograffilm. Det meste af tiden i den kostbare film går for Flammen, alias Bent Faurschou-Hvid, og Citronen, alias Jørgen Hagen Schmidt, med at opsøge tyskerhåndlangere og likvidere dem. Det var en barsk verden, de levede i, og deres opgaver var sikkert nødvendige, om end ikke juridisk korrekte. De satte i hvert fald livet til ved det. ”Danmarks Ellen”, som vi altså ikke så ret meget til i filmen, udførte i modsætning til de to skydeglade modstandsmænd et yderst menneskeligt stykke modstandsarbejde, som var særdeles livsfarligt, og som i filmen burde have været fremhævet med mindst lige så stor vægt og placering som Flammen og Citronen. Sygeplejerske Ellen Christensen, som var ansat på Bispebjerg Hospital, udførte med sin officielle arbejdsplads som base, et enestående og menneskekærligt arbejde. Bispebjerg Hospital fungerede egentlig som redningsstation for ret mange truede jøder; under dække af at være patienter, blev de indlagt med skjult identitet, indtil en redningsrute var tilrettelagt, og Ellen Christensen fulgte dem ofte undervejs frem til redningen. Men hendes vel mest betydningsfulde illegale arbejde udførte hun ved at yde sårede modstandsfolk kyndig pleje og forsyne dem med medicin, forbindsstoffer, mad, tøj og våben, måske også penge, rationeringsmærker og falske personlige papirer. Det blev også sygeplejersken, der i filmen – og i henhold til virkeligheden – var til stede for at pleje ”Citronen” under hans ophold i en villa i Charlottenlund. Her blev ”Citronen” dræbt, men Ellen Christensen slap væk på mirakuløs vis. På trods af sit omfattende modstandsarbejde under besættelsen, og på trods af, at tyskerne kendte hendes identitet, lykkedes det dem aldrig at pågribe Ellen Christensen. Efter krigen fortsatte hun sit humanitære arbejde, først i Sverige og siden for Røde Kors bl.a. i Polen, Grækenland og Israel. For sin enestående indsats som sygeplejerske tildeltes Ellen Christensen Florence Nightingale Medaljen i 1953 fra Det Internationale Røde Kors. Sit otium tilbragte Ellen Christensen, ”Danmarks Ellen”, i Gjern, hvor hun døde i 1998 i en alder af 85 år. Men hendes diskretion om sig selv forbød hende at fortælle om sin heltemodige og indholdsrige tilværelse. Filmen ”Flammen og Citronen” havde vundet meget, både i kvalitet, seriøsitet og ikke mindst i menneskelighed, om den havde givet filmens og virkelighedens egentlige heltinde ”Danmarks Ellen” en plads, der i dristighed lå fuldt på højde med de to mandlige modstandsfolk.