Musik

Helvedes helte

CD hård rock Hell is for Heroes: "The Neon Handshake" Når man uden at blinke tager navn efter en klassisk Steve Mcqueen-krigsfilm, må der være en vis rimelighed i at forvente en del fra debutanterne i Hell is for Heroes. Og der er da også ganske højt til loftet hos den engelske kvintet, som på "The Neon Handshake" giver den gas med spændstig, melodisk hardcore, der burde få det til at ryste i bukserne på øjeblikkets stjerner i Nu-metallens hjemland på den anden side af dammen. Især lander HFIH blødt i butikkerne få uger før Linkin Park udsender deres andet album og den duel ser de noget mere gumpetunge amerikanere umiddelbart ud til at tabe, hvis ikke der er blevet strammet op i lydbilledet. Det er der bestemt ikke brug for hos HIFH. Her er fedtet i den grad skåret fra, og tilbage står en samling ualmindeligt skarptskårne, riff-tunge sange, hvor patos er nedprioriteret til fordel for svedige guitarer og godt gammeldags drive. Forrest i lyttekøen er sangtrioen "I Can Climb Mountains", "Disconnector" og ikke mindst seneste single, "You Drove Me To It", hvis brutale vokaler og adrenalin-drevne omkvæd knytter pladens midte sammen. Men også på balladefronten viser HIFH sig overraskende flyvefærdige. I "Slow Song" er lydmuren således i starten barberet ned til et simpelt, men dybfølt udtryk, inden sanger Justin Schlosberg ikke kan rumme mere og må skrige sig fri. En fin, velturneret og hårdtslående debut. Rasmus Hougaard kultur@nordjyske.dk Hell is for Heroes: "The Neon Handshake". Prod. Pelle Henricsson og Eskil Lövström. Udgivet af EMI. 42 min.