Helveg får plads i brexit-udvalg og er dybt bekymret

Udvalg skal koordinere, at EU's chefforhandler har opbakning fra EU-Parlamentet, der skal godkende aftale.

EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen (R) er blevet valgt til et udvalg på 13 medlemmer, der løbende skal koordinere med chefforhandler Michel  Barnier, om EU's fremtidige forhold til Storbritannien.

EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen (R) er blevet valgt til et udvalg på 13 medlemmer, der løbende skal koordinere med chefforhandler Michel Barnier, om EU's fremtidige forhold til Storbritannien.

BRUXELLES:Når forhandlinger om EU's fremtidige forhold med Storbritannien indledes, bliver det med en dansk parlamentariker ved bordet på møder, hvor chefforhandler Michel Barnier skal søge støtte fra Europa-Parlamentet.

Morten Helveg Petersen (R) er blevet valgt til et udvalg på 13 medlemmer, der løbende skal koordinere med Barnier i det kommende år, så forhandleren ikke løber ud ad en tangent, hvor EU-Parlamentet til slut afviser en aftale.

- Barnier og hans folk forhandler med briterne. De skal så sørge for at holde os ind til kroppen. Vi har den store forhammer i forhold til at godkende, hvad der måtte komme ud af det, siger Helveg.

Udvalget, der har navnet "Koordinationsgruppe for Storbritannien", tager over efter den tidligere styregruppe for brexit, der blev ledet af belgieren Guy Verhofstadt.

Koordinationsgruppen skal ledes af den tyske kristendemokrat David McAllister, som også har skotske rødder.

EU og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, står langt fra hinanden før processen, vurderer Morten Helveg Petersen, som forventer et slagsmål om "fair spilleregler", så briterne ikke ender med en konkurrencefordel.

- Jeg er dybt bekymret. Og når man ser, hvad Boris Johnson udtaler, så bliver man i tvivl, om vi lever på den samme planet. Det viser bare noget om omfanget af udfordringen, så jeg er dybt bekymret, siger han.

Et af de punkter, som parterne tidligt skal have styr på, er en fiskeriaftale. Barnier har sagt, at EU stiller som betingelse for at lave en aftale, at briterne også vil give adgang for EU-fiskere til britisk farvand og vice versa.

Det er et punkt, der er afgørende vigtigt for danske fiskere, som fanger en meget betydelig del af deres fangster i britisk farvand. Fra 1. januar 2021 kommer briterne til at råde over egne farvande som uafhængig kyststat.

- Set med danske briller er det virkelig kritisk, at det falder rigtigt ud, i betragtning af hvor mange arbejdspladser der er på spil i Danmark bare inden for fiskeriet, men også landbruget, industrien og servicesektoren.

- Jeg kan ikke undgå at være farvet af, at der er så store danske interesser på spil. Det gælder i særlig grad fiskeri og landbrug, men også industri og servicesektor, siger Morten Helveg Petersen.

Både EU-Parlamentet og medlemslandene skal godkende aftalen med briterne. EU-Kommissionen varetager forhandlingerne via et mandat fra EU-landene og EU-Parlamentet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.