Hemmelig kandidat til formandspost

Aså 1. februar 2003 07:00

DRONNINGLUND: På tirsdag er der møde i LO Dronninglunds repræsentantskab i Arbejderbevægelsens Hus i Dronninglund. Vigtigste punkt på dagens dagsorden er valg af en ny formand, efter at den nuværende formand Ole Bruun fra Asaa ikke længere kan være formand på grund af sit SiD-medlemskab. Men hvilke kandidater er der egentlig til posten som lokalformand i den lokale LO-afdeling, der som bekendt er blevet noget amputeret efter, at SiD Dronninglund ikke længere er medlem. Ole Bruun har en ide, om hvem der er kandidat til formandsposten, men han har ikke lyst til at sige noget om det, i stedet henviser han til LOs kasserer. Jytte Thisted er kasserer i LO Dronninglund, men heller ikke hun kan få et navn over sine læber. - Vi har en, som vi regner med, men vi ved ikke, om vedkommende render væk i sidste øjeblik, så du får ikke navnet, siger Jytte Thisted. Udover at vælge en ny formand skal LO også tage stilling til en vedtægtsændring, der betyder færre medlemmer af forretningsudvalget. På valg er i øvrigt Jette Ramskov, Inger Elise Pedersen, Kalle Thomsen og Randi Elbo Jensen. De to sidstnævnte kan henholdsvis ikke fortsætte og ønsker ikke genvalg.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...