EMNER

Hemmelig køber af Matas

Milliardgevinst lokker aktionærerne bag ”de stribede”

KØBENHAVN:De stribede fra Matas skifter måske ejere. En hemmelig køber står på spring for at købe kæden - og indtil nu har prisen på 4,2 milliarder kroner været nævnt. Men bestyrelsen i Matas har endnu et bud på hånden, som kan få de 180 aktionærer i kæden til at tabe kaffekoppen og få rundstykket galt i halsen, når de åbner posten i dag. Matas-bestyrelsen holder dog tilbuddet tæt til kroppen. Og i sidste ende er det kædens aktionærer, der skal tage stilling til et salg. Det kan være en bugnende kapitalfond, der står parat i kulissen - og fondes opkøb af danske kæder er ikke enestående. Tidligere er blandt andet Danske Trælast blevet købt af CVC Capital Partners, der i 2003 købte kæden, der omfatter Silvan og Stark, for 6,3 milliarder kroner. Trimmet til salg Koncernen er blevet trimmet er nu sat til salg igen og forventes at blive solgt i løbet af sommeren til omkring det dobbelte, som CVC gav for den. Også radio-tv-kæden Merlin blev købt op. FDB solgte den tabsgivende kæde med de 62 forretninger til islandske Baugur for et hemmeligt beløb. Det er ikke nyt, at kapitalfonde køber op. Men Danmark er først kommet med i opkøbsræset de senere år, fordi virksomhederne skal have en vis størrelse, før det er en god forretning for fondene, forklarer Christian Vintergaard, adjunkt og ekspert i venturekapital og finansiering ved Handelshøjskolen i København. - Fondene finder virksomheder med et potentiale, der ikke bliver realiseret i dag. Og der kan være brug for nye kræfter, før gevinsterne kan realiseres, siger Christan Vintergaard. Der er ikke tale om, at danskerne er dårlige forretningsfolk eller, at fondene går ind og malker selskaberne for enhver værdi, pointerer han. - De folk, der sælger, tjener også penge. Og en fond kan undertiden være en bedre ejer, da de restrukturerer organisationen, eller de har måske også en portefølje med lignende selskaber, så der kan være tale om betydelige synergier ved et opkøb, siger Christian Vintergaard. Optikerkæden Synoptik blev solgt i 2003 til Pearle Europe. Pearle var netop en førende europæisk optikerkæde, der overtog aktiemajoriteten i den danske brillekæde med 291 butikker i Danmark, Norge, Tyskland, Sverige og Polen. Den administrerende direktør i Pearle, Mel Groot, begrundede købet med, at det var vigtigt at få styrket positionen i Nordeuropa. Og med købet fik Pearle Europe næsten 1500 optikker-butikker i 12 lande i Europa. Flere købere Bestyrelsen i Matas har tidligere oplyst, at flere interesserede købere har meldt sig på banen for at købe den “stribede”-kæde. Og i april fik kædens bestyrelse mandat af aktionærerne til at forhandle med potentielle købere. Og kommer Matas-kæden til at gå for over 4,2 milliarder kroner, vil det betyde, at hver aktionær i gennemsnit kommer ud med 23,3 millioner kroner. Ud over norske Validus, der står bag Esthetique-butikkerne, har også islandske Baugur med blandt andet Magasin i bagagen gjort sine hoser grønne over for ejerne af Matas. Også Nordic Capital (ejer af bl.a. Falck), CVC Capital Partners (ejer af Danske Trælast og aktionær i Post Danmark) samt Altor Equity Partners (ejer af Ferrosan og Aalborg Industries) har været nævnt som bejlere til Matas - men har ikke selv bekræftet deres interesse. Det har ikke været muligt at få en kommentar for bestyrelsesformanden i Matas, Lars Frederiksen. /ritzau/