Hemmelige spareplaner

Borgerne må ikke få at vide, hvilke sparemuligheder, politikerne i går blev præsenteret for

Frederikshavn 10. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Forhandlingerne om næste års kommunale budget foregår bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Som omtalt i avisen lørdag blev økonomiudvalget mandag morgen præsenteret for et digert sparekatalog med forslag til fem procents besparelser i samtlige forvaltninger. Sparekataloget blev først uddelt på selve mødet, og kommunens opreklamerede politik om størst mulig åbenhed rakte ikke til at imødekomme NORDJYSKEs ønske om at kigge politikerne over skulderen og læse med i sparekataloget. Politikerne afviste vores ønske om aktindsigt med henvisning til, at der er tale om et internt arbejdsredskab - og samtidig står kommunens øverste embedsmand, kommunaldirektør Karsten Simensen, til en balle for at have været for åbenmundet, da han forleden løftede lidt af sløret for indholdet: forslag om ændret skolestruktur, reduktion i lærernes øvrige tid, nedskæringer i dagplejen med mere. - Sparekataloget opremser en lang række muligheder, men det er selvfølgelig ikke det hele, der bliver gennemført. Derfor er det en uskik, at embedsmænd her midt i en intern fase udtaler sig så konkret om enkelte forslag. Det skaber rygter og unødig usikkerhed i organisationen, siger borgmester Erik Sørensen. Kommunaldirektør Karsten Simensen er sygemeldt. Han har netop gennemgået en knæoperation og deltog derfor ikke i mandagens møde. Ikke mundkurv på Hemmelighedskræmmeriet omkring sparekataloget er dog ikke større, end at alle byrådets medlemmer i går fik det udleveret og desuden orienteres de enkelte forvaltninger og kommunens tillidsrepræsentanter, alt i alt et stort antal personer. Hvorfor så ikke offentliggøre kataloget med det samme? - Jeg skal heller ikke give de enkelte partier mundkurv på. De afgør selv, hvad de vil sige og ikke sige og om de går ind for det ene forslag eller ej. Det er bare vigtigt, at understrege, at der er tale om besparelsesmuligheder - og at intet er besluttet endnu. Derfor vælger vi ikke at offentliggøre kataloget. Kender konsekvenserne Er der noget i sparekataloget, du selv finder uspiseligt? - Det er der sikkert. Jeg har ikke læst det endnu, men jeg tror kataloget kan være med til at kvalitetsforbedre budgetlægningen, der bliver mere politisk. Nu kender vi konsekvenserne af de forskellige sparemuligheder. Det kan være med til at højne ansvarligheden hos byrådets sparehelte, siger Erik Sørensen - der nu vil nærlæse sparekataloget og så ellers slå lyttelapperne ud. I morgen mødes borgmesteren med repræsentanter fra CD, Dansk Folkeparti, de konservative og SF og på fredag er det Venstre og socialdemokraterne, der fortæller, hvordan de mener, Budget 2003 skal se ud. På tirsdag fremlægger borgmesteren så sit kompromisforslag og indkalder alle partierne til den afgørende forhandlingsrunde om Budget 2003.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...