EMNER

Hemmelighedskræmmeri

Folk strømmer til Den Gamle Købmandsgård for at sikre sig godter

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søren Larsen er på plads med sine 75 år gamle omend yderst ferme fingre. Han fletter sivsko efter gamle traditioner.

TORNBY:De kommer inde fra naboen og sågar helt fra Kina, når der holdes jul i Den Gamle Købmandsgård i Tornby. - Der kommer rigtig mange turister, men jeg tror også, at mange lokale har gjort det til en tradition at besøge os op mod jul, fortæller Merete Krage, der er den éne af to fastansatte på Købmandsgården. Og der er da også masser af gammeldaws julestemning at komme efter i de lavloftede stuer på Hovedvejen. Den helt store attraktion er årets julebjesk, som folk gerne lader kilometertælleren rulle langt for at få fingre i. Populær julebjesk Julebjesken fra Den Gamle Købmandsgård er en ganske særlig kryddersnaps lavet efter hemmelig opskrift og kun tappet på nøjagtig 200 flasker. - Du kan godt få at vide, hvad der er i den, men blandingsforholdet og fremgangsmåden, den får du ikke, griner Merete Krage, og tipper en af patentflaskerne, så de rødgyldne dråber rigtig kan beundres. Årets julebjæsk er lavet på brombær og klitrose. - Det er brombærrene, der giver den fine røde farve, siger Merete Krage. Skulle der stå noget andet øverst på ønskesedlen, end julebjæsk med høj alkoholprocent, er der også andre muligheder i den hyggelige julestue, der i årstidens anledning har en hel stue med juledekorationer, og tekstiler. Drives af frivillige Den Gamle Købmandsgård har åbent for publikum hele året rundt. Den drives som en selvejende institution af byens foreninger og omkring 50 frivillige medhjælpere. Udover de faste oplevelser på gården, kan Julen på Den Gamle Købmandsgård i år opleves alle dage helt frem til 22. december.

Forsiden