Hemmeligholdte terrorsigtelser læst op ved retsmøde

Seks personer er sigtet for at bistå syv andre i andre i terrorsag. De har været fængslet siden februar.

HOLBÆK:Seks personer er sigtet for medvirken til planer om terror, idet de har bistået et brødrepar og deres familiemedlemmer i en sag, hvor bomber og skydevåben ifølge anklagemyndighedens sigtelse skulle anvendes i Tyskland eller Danmark.

Det er kommet frem mandag ved Retten i Holbæk. Retten skal tage stilling til, om de seks skal forblive fængslet.

I begyndelsen af februar blev 13 personer over to dage anholdt og efterfølgende fængslet. Fra begyndelsen stod det klart, at sagen drejede sig om terror, men sigtelserne i sagen har været hemmeligholdt.

Sagen er opdelt i to. I den ene er syv personer sigtet, i den anden seks.

De syv består af to brødre, deres forældre, den ene brors hustru samt hendes søster og svoger. Sigtelserne mod dem blev offentliggjort ved et retsmøde sidst i marts.

Brødrene er sigtet for at planlægge terror ved at bringe en eller flere bomber til sprængning i Danmark eller Tyskland. De øvrige fem i denne del af sagen er sigtet for medvirken ved på endnu ukendt vis at have bistået brødrene.

Mandag er sigtelserne mod de resterende seks så også blevet læst op ved Retten i Holbæk. Det drejer sig om lillesøsteren til de to brødre fra den anden del af sagen, hendes mand, hendes to svogre og hendes svigerinde samt svigerindens søn.

De er sigtet for medvirken til de påståede forbrydelser, som de sigtede i sagen mod de syv, er sigtet for. De er altså både sigtet for at bistå brødrene, men også for at bistå de øvrige, som også er sigtet for at bistå brødrene.

Hvordan sammenhængen nærmere er, forbliver indtil videre hemmeligholdt. Dommer Kinna Eidem valgte nemlig ved mandagens retsmøde at lukke dørene for offentligheden.

Det gjorde hun med henvisning til sagens alvorlige karakter, og at dens behandling i et offentligt retsmøde på afgørende måde ville kunne forstyrre politiets videre efterforskning.

Dørlukningen kom trods protester fra forsvarsadvokater og journalister. Navnlig advokat Karin Svenningsen førte an i protesterne. Hun argumenterede med, at dørlukning er en undtagelse fra udgangspunktet om offentlighed i retsplejen.

Men dommer Kinna Eidem skulle ikke bruge mange sekunder på at veje protesterne op mod anklagemyndighedens ønske, inden hun afsagde sin kendelse om lukkede døre.

Retten ventes at træffe afgørelse om eventuel fortsat fængsling senere mandag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.