Henderson på scenen i Aabybro

En af de helt store sangerinder, Caroline Henderson, bliver der mulighed for at opleve i Jammerbugt Kulturcenter 28. februar.

Caroline Henderson kan opleves i Jammerbugt Kulturcenter fredag aften. Foto: Michael Bygballe

Caroline Henderson kan opleves i Jammerbugt Kulturcenter fredag aften. Foto: Michael Bygballe

Hun modtog i 2007 en Danish Music Award for Årets Vokal Jazz cd i forbindelse med sin seneste udgivelse "Love or Nothin". - I den anledning brugte anmeldere udtrykket ”diva” om hende. Et begreb der har noget med gennemslagskraft, personlighed og med et udtryk, der rammer bredt og ikke er målrettet en speciel gruppe af mennesker, fortæller Niels Eske Nyhus, direktør for kulturcentret. - Caroline Henderson har en unik evne til at bevæge sig frit i flere musikalske scenarier. Hun har som ganske få andre fordomsfrit bevæget sig ind i et kunstnerisk frirum, hvor musikalske genrer og grænser ophæves. Hun har sunget pop, hun har sunget rock, hun synger jazz, soul og alt muligt andet. Men det specielle er, at Caroline Henderson aldrig mister sin identitet, tilføjer Nyhus. Hendersons musik vækker begejstring både i Danmark og i udlandet . Her i foråret er der planlagt turné i Tyskland, Schweiz, Østrig, Holland, Belgien, Frankrig, England, Polen, Sverige, Norge, Brasilien og Argentina, men hun når altså også til Nordjylland og Aabybro. - Hendes engagement, nærhed og store potentiale rækker ud over det kunstneriske og musikalske. Caroline Henderson i en årrække været ambassadør for Unicef, og har for nylig også påtaget sig opgaven som ambassadør for Økologisk Landsforening, fortæller Niels Eske Nyhus. - Der er ikke tvivl om at denne smukke svenske sangerinde, som flyttede til Danmark i 1983, vil fylde Jammerbugt Kulturcenter med glæde, og give publikum en enestående oplevelse, som den sangerinde og det menneske af verdensformat, hun er, tilføjer han.