Lokalpolitik

Henning G.: Venter på afgørelsen

Formanden for den kommunalt ejede Aalborg Havn A/S, borgmester Henning G. Jensen (S) har ikke mange kommentarer til salget af Østre Havn, så længe Konkurrencestyrelsen undersøger sagen.

- En samlet bestyrelse har fået en henvendelse fra Konkurrencestyrelsen om, at de gerne ser, at vi ikke udtaler os i offentligheden, så lang tid, undersøgelsen pågår. En enig havnebestyrelse har vedtaget, at vi vil ikke skade vores sag ved at udtale os, når myndigheden i København anmoder os om at lade være, siger Henning G. Jensen. 4. oktober 2008 afviste kontorchef i Konkurrencestyrelsen, Frederik Bork, ellers i NORDJYSKE Stiftstidende, at styrelsen har udbedt sig tavshed fra sagens parter. - Konkurrencestyrelsen udtaler sig ikke om verserende sager, men vi har ingen råderet over, om andre vælger at gøre det. Vi har fortalt parterne, at vi hverken vil eller har nogen interesse i at føre sager i pressen. Dermed er det de involverede parter, der selv bestemmer, hvor meget der skal i pressen, sagde Frederik Bork dengang. Da NORDJYSKE Stiftstidende beder om brevet fra Konkurrencestyrelsen, siger borgmesteren. - Det har de ikke sendt skriftligt, hvis de havde sendt det skriftligt, så havde du fået det, siger borgmesteren.