Musik

Henning Stærk til marked

Underholdningsprogrammet klar til 29. maj til 1. juni

HJALLERUP:Henning Stærk med band er årets topnavn på Hjallerup Marked, der er klar med underholdningsprogrammet for de fire markedsdage 29. maj til 1. juni. Udover Henning Stærk bydes der bl.a. på Walkers, Party Patrol, The Powls, Sigurds Bjørnetime, Keld og Hilda Heick og en gammel markedskending Flemming Fiol. Ifølge pressechef for markedet, Dennis Kvessel, har pr-udvalget bestæbt sig på at finde navne, der tilgodeser alle aldersgrupper, der kan forventes at besøge markedspladsen. For eksempel har man i år gjort en ekstra indsats for at fange hele familien ved at lade det gamle familietelt genopstå på pladsen. Lørdag bydes der bl.a. på country og westernedag, hvor publikum bl.a. kan høre Country Sisters og afprøve rodeotyren eller deltage i malkekonkurrencen. Søndag byder familieteltet på cirkus og gøgl, når Cirkus Changhigh inviterer på gøgl og workshops, hvor publikum kan forsøge sig som sabelslugere eller lære at køre på ethjulet cykel. Der er også tænkt på børnene, der igen i år får mulighed for at få ryddet op på børneværelset, når smådyrspladsen bliver stillet til rådighed for et børnekræmmermarked. Hvis børnene hellere bare vil køre i radiobiler eller karuseller, så dukker Nordisk Tivolipark op på pladsen. Hvis man er til nostalgi og gamle biler, så bydes der lørdag på et VW-folkevognstræf på Højen. Det er ikke kun på de forskellige scener, at gæsterne kan se underholdning. For at genoplive den gamle markedstemning vil der på årets udgave af Hjallerup Marked være underholdning med bl.a. Fætter Fjong, Steve Hart og gøgleroptræden af middelaldertruppen fra Voergaard Slot. Intet marked uden en markedsgudstjeneste, og som sidste år er det Lena Bentsen fra Kirkens Korshær i Aalborg, der vil forestå markedsgudstjenesten for landevejens svende og andre markedsgæster. En anden gammel kending i markedssammenhæng er pensionistfrokosten, der igen i år får besøg af Jodle Birge. Sidste år blev markedsradioen genoplivet efter, at æteren havde været død i et par år. Sidste år var det Jørgen de Mylius, der som gæstediscjockey spillede hits på 104,3 MHz. I år er opgaven lagt i hænderne på en Keld Heick. Markedsradioen vil i øvrigt sende døgnet rundt. Hjallerup Marked er først og freemmest et hestemarked, og i år gives der håndslag fra fredag morgen.