EMNER

Henrik Dam går efter plads i EU-Parlamentet

ESBJERG:En af de mest trofaste Nyrup-støtter har fået nok af Christiansborg. Henrik Dam Kristensen, der i Poul Nyrup Rasmussens statsminister-periode var en populær minister i syv år, har meddelt sin kreds, at den skal finde en ny til Folketinget i stedet for ham, skriver JydskeVestkysten. Det tidligere postbud fra Vorbasse søger nu efter en ny rute. Den har retning mod Bruxelles. Dam Kristensen går efter en plads i EU-Parlamentet. Det kom som noget af en overraskelse for den socialdemokratiske forsamling, da Henrik Dam Kristensen på et repræsentantskabsmøde i Grindsted-kredsen på Vorbasse Kro sluttede en flammende og engageret tale af med at sige, at han havde besluttet sig for at opgive Folketinget for i stedet at blive opstillet til det europæiske parlamentsvalg. - Jeg har haft 19 dejlige år i denne kreds. Selv føler jeg, at det eneste, jeg nu kan, er politik, så derfor vil jeg forsøge at blive valgt til EU-Parlamentet. Tak for denne gang, sagde Henrik Dam Kristensen, der kom ind i Folketinget i 1990. Han var en loyal støtte for Nyrup lige til det sidste. Det kom ham åbenlyst til skade, da Mogens Lykketoft overtog formandsopgaven og sammensatte det nye socialdemokratiske hold. Det blev uden en betydelig rolle til Henrik Dam Kristensen, der selv har været nævnt som et formandsemne og under Poul Nyrup Rasmussen flere gange blev omtalt som en kronprins. Han nægtede dog i går at sige noget som helst om formandsopgøret og om forholdet blandt socialdemokraterne på Christiansborg. Henrik Dam Kristensen kan blive Socialdemokraternes spidskandidat til det kommende parlamentsvalg, med mindre Poul Nyrup Rasmussen melder sig på EU-banen. Den socialdemokratiske stemmesluger fra Vorbasse er dog under alle omstændigheder sikker på at blive opstillet. - Jeg har allerede fået flere henvendelser. Blandt andet fra Vejle Amt, siger Henrik Dam Kristensen. /ritzau/