Politik

Henrik Dam vil diskutere regnbueflag over Christiansborg

Politikere har igen i år slået til lyd for, at mangfoldighedsflaget skal vaje over Christiansborg.

Det regnbuefarvede flag kommer heller ikke i år til at vaje over Christiansborg under Copenhagen Pride.

Det regnbuefarvede flag kommer heller ikke i år til at vaje over Christiansborg under Copenhagen Pride.

KØBENHAVN: I disse dage vajer mangfoldighedsflaget mange steder i København i anledning af LGBT-festivalen Copenhagen Pride, herunder på Københavns Rådhus.

Trods flere opfordringer fra politikere hænger der dog ikke noget regnbuefarvet flag over Christiansborg, men det kan måske blive ændret fremover.

- Der kommer ikke til at blive flaget med regnbueflag her i weekenden, men jeg ser frem til at diskutere muligheden med præsidiet, siger Henrik Dam Kristensen (S), formanden for Folketingets Præsidium, til Altinget.

- Det er en evigt tilbagevendende diskussion. Derfor skal vi selvfølgelig debattere det grundigt i præsidiet, men mit udgangspunkt er, at vi først og fremmest skal overholde de officielle flagdage som eksempelvis Nordens Dag, siger han.

Pia Kjærsgaard (DF), der er 2. næstformand i Folketingets Præsidium, siger til Altinget, at hun har sympati for sagen, men at det vil løbe løbsk, hvis Christiansborg skal hejse flaget ved hver eneste dag, der er værd at støtte og fejre.

Det synspunkt kan Trine Torp (SF), der er 4. næstformand i præsidiet, godt følge, men kun et stykke ad vejen.

Sidste år foreslog hun som daværende SF-ligestillingsordfører, at det regnbuefarvede flag skulle op ved Christiansborg under Copenhagen priden.

Forslaget fik støtte fra Enhedslisten og Alternativet, men blev afvist af Pia Kjærsgaard, som dengang var formand for Folketinget.

Trine Torp mener, at der vil være en stærk signalværdi i at få det regnbuefarvede flag op på Christiansborg, "hvor vi har lavet rigtig meget lovgivning, som har gavnet denne gruppe".

Hun peger også på, at flaget hænger hos mange virksomheder og på offentlige bygninger.

- Jeg synes godt, at man må udvikle sig lidt med historien. Man kan se, at det er blevet noget, som rigtig mange værdsætter, og som rigtig mange bakker op om.

- Jeg synes godt, vi kan vise os som et progressivt land, siger hun til Ritzau.

Også Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, har foreslået, at flaget skal op ved Christiansborg.

- Folketingets nye formand vil desværre ikke lade regnbueflaget vaje over Christiansborg til #cphpride (Copenhagen Pride, red.). Ikke endnu i hvert fald.

- Jeg holder fanen højt på lørdag og håber på gennembruddet næste år, skrev Elbæk torsdag på Twitter.

Lørdag afholder Copenhagen Pride en stor parade gennem Københavns gader.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst