Lokalpolitik

- Henrik Gregersen kunne have sagt fra

Venstreformand Bjarne Holm forsvarer borgmesteren i testcentersag.

Bjarne Holm, formand for Venstre i Thy, tager nu til genmæle mod sin partifælle, byrådsmedlem Henrik Gregersen, der sammen med Venstrevælgerforeningerne i Tømmerby-Lild og Sydhannæs har valgt at tage afstand fra placeringen af et testcenter for store vindmøller i Østerild Klitplantage. De to vælgerforeninger har sendt et brev til miljøministeren, statsministeren og to af Venstres andre folketingsmedlemmer, hvor de giver udtryk for, at de synes, at prisen for et testcenter i forhold til natur og landskab bliver for høj, og at forarbejdet ikke har været gjort godt nok. Desuden skriver de: "Frustrationen bliver heller ikke just mindre af, at vi jævnligt i denne tid må høre, at vi har et enigt byråd som bakker op om projektet, på trods af at vort lokale byrådsmedlem Henrik Gregersen har været imod projektet lige fra, han blev stemt ind i byrådet." Til Thisted Dagblad onsdag sagde Henrik Gregersen blandt andet: - Placeringen i Østerild har aldrig været til debat eller afstemning i det nye byråd. Vi har kun stemt om et høringssvar, hvor der blev rejst en række spørgsmål, og det stemte jeg for." Hvis Henrik Gregersen er imod et testcenter i Østerild Klitplantage, burde han ikke have stemt for, men imod høringssvarene, mener Bjarne Holm. - Der har været gode muligheder for at sige fra. Høringssvarene til vvm-redegørelsen og anlægsloven har været behandlet i både miljø- og teknikudvalget, hvor Henrik Gregersen sidder, og i byrådet, og på intet tidspunkt har han reageret, pointerer Venstre-formanden og fortsætter: - Jeg mener, at når borgmesteren siger, at et enigt byråd bakker op om testcentret, så udtaler hun sig på baggrund af fakta. Man må se på, hvad der er protokolleret, og ikke på, hvad der efterfølgende bliver sagt. Og der står i referaterne fra både udvalgsmøde og byrådsmøde, at høringssvarene er enstemmigt vedtaget.