Henry Kissinger bliver 85

Henry Kissinger, tidligere sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister i USA, fylder tirsdag 85 år.

Henry Kissinger var præsident Richard Nixons tro følgesvend på den sikkerhedspolitiske scene. Først som national sikkerhedsrådgiver, siden som udenrigsminister. Han slap med renomméet i behold, da Watergateskandalen i 1974 tvang præsident Nixon til at træde tilbage. Hans "realpolitik" er tiljublet af mange og forhadt af andre. Bl.a. hans råd om at føre en hård krig i Vietnam gør ham ifølge kritikerne til en krigsforbryder. Men han fik i 1973 Nobels fredspris for at forhandle fred med Nordvietnam. Andre peger på hans diplomatiske succes ved at skabe afspænding i forholdet til Sovjetunionen og Kina i første halvdel af 1970'erne. En politik han videreførte som præsident Gerald Fords udenrigsminister. Kissinger er flygtning fra Nazi-Tyskland. Som jøde måtte han sammen med sin familie flygte fra hjembyen Fürth i Bayern i 1938. Familien bosatte sig i New York, hvor han i 1943 fik amerikansk statsborgerskab. Han blev uddannet i statsvidenskab og knyttede sig til USA's Republikanske Parti. Kissinger, der tidligere havde en svaghed for at deltage i fashionable selskaber med smukke kvinder, har siden 1970'erne genoptaget sit akademiske virke. Han optræder fortsat som kommentator, politisk rådgiver og udenrigspolitisk analytiker./ritzau/