Her bliver vi ikke set ned på

FOREBYGGELSEUnge mødre har et fristed på Arden Erhvervsskole, hvor de mødes hver tirsdag

EMNER 6. oktober 2002 08:00

ARDEN: - Alle folk snakker, fordi man er ung alenemor. Mange synes, at der er alt for tidligt at få børn. De har hele tiden mistro til en - de tror ikke, at man kan klare det. Mette Knudsen fra Arden og Michelle Meilholm fra Astrup, begge 18 år, har mødt fordommene. De er mødre til to små piger, Kaya på syv måneder og Emilie på otte måneder. - De er der med det samme - hvis sengetøjet i barnevognen er beskidt, så er det fordi man er en dårlig mor, ikke fordi barnet har siddet og spist en bolle for fem minutter siden, fortæller Michelle Meilholm. - Mange har haft ekstremt travlt med Mette, fordi hun går i byen. Det er svært - jeg er ung og vil også gerne gå i byen, men man bliver nogen gange nødt til at sige nej, bare for at undgå at de andre skal snakke. Emilie sidder i mors favn og får flaske. Kaya sover i sin barnevogn udenfor, og imens er Mette Knudsen i gang med at sy et sæt sengetøj til datteren. Vi er på Arden Erhvervsskole, hvor unge mødre siden april i fjor har haft et lille fristed. Hver tirsdag formiddag har de sat hinanden stævne. - Her bliver vi ikke set ned på, siger de. Sundhedsplejerske Kirsten Aagaard har svaret på spørgsmål om gråd, søvn, kost og udvikling, og hun har vejet de små størrelser. Lærer Anni Nielsen har sat kreative aktiviteter i gang. Og sidst, men ikke mindst, har de unge kvinder snakket sammen om både de glæder og sorger, deres nye rolle som mødre har bragt med sig. Undervisningen af de unge mødre er blevet betalt af Nordjyllands Amt, men da forsøgsperioden udløb, sagde amtet nej til at forlænge støtten. Nu ligger sagen hos Arden Kommune og er ikke afklaret. De unge mødre ses på eget initativ på erhvervsskolen, men siden gruppen sluttede officielt 13. august har der ikke været penge til at aflønne sundhedsplejerske Kirsten Aagaard og Anni Nielsen i projektet. Mette Knudsen synes, det var rart, dengang sundhedsplejerske Kirsten Aagaard var med. Godt nok kommer sundhedsplejersken også i hjemmet. - Men når hun kommer derhjemme er det som om, man hele tiden skal stille spørgsmål for at holde samtalen i gang. Her i gruppen kunne man få lov at stille alle de dumme spørgsmål, når de dukkede op. Hvornår skal børnene kravle, hvornår spiser de rigtig mad og så videre, fortæller Mette Knudsen. Især i begyndelsen var det skønt, at Kirsten Aagaard udbrød "nej, hun har taget på!" når hun en gang om ugen vejede Kaya. Det bekræftede Mette Knudsen i, at hun gjorde det rigtige. Mette Knudsen og en anden ung mor, den 24-årige Heidi Hejlesen, nygift og mor til Emma på ni måneder, har ikke samme omgangskreds, men takket være gruppen på erhvervsskolen er de blevet slyngveninder. - Vi har et rigtig tæt forhold og er sammen rigtig meget. Jeg spørger hende tit om råd "Hvad gjorde du i den og den situation". Det kunne godt udvikle sig til, at vi med tiden passer hinandens børn, fortæller Mette Knudsen. Det bedste Det bedste ved at være ung mor er, at man godt selv kan huske, hvordan det er at være barn. - Det er jo ikke så længe siden. Jeg opdrager ikke min datter efter en bog, jeg prøver i stedet at få et rigtig tæt forhold, hvor det er "hvis du gør det for mig, gør jeg det for dig", forklarer Mette Knudsen. Det værste ved at være alenemor er, at barnet er så afhængig af en, er Mette Knudsen og Michelle Meilholm enige om. Uanset om man skal på toilettet, i bad eller ned med skraldespanden, skal den lille med. Omverdenens mistro er som nævnt også svær. Hverken Emilie eller Kaya var ønskebørn, da de blev undfanget. Men ønskebørn, det er de blevet, siger deres mødre, og i dag er børnene det vigtigste i Mette Knudsens og Michelle Meilholms tilværelse. - Allerede dengang jeg var gravid vænnede jeg mig til tanken og glædede mig helt vildt til at få barnet, fortæller Mette Knudsen, og Michelle Meilholm supplerer med at sige, at hendes læge snakkede om abort, men at det ville hun overhovedet ikke høre tale om. De har fået god hjælp af deres respektive familier. Mette Knudsens mor har været sød til at passe Kaya, mens Mette har taget kørekort, og Michelle bor lige skråt over for sine forældre. Deres fremtidsplaner er der ved at komme form på. Mette Knudsen måtte afbryde en uddannelse til frisør, da hun skulle have Kaya, men vil godt genoptage den på et tidspunkt. Michelle Meilholm drømmer om at blive pædagog. Hun skal begynde på VUC til januar for at kvalificere sig til optagelse på seminariet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...