Hadsund

- Her bor vi altså

Så kom de endelig på plads, de nye byskilte i Veddum. Fire af slagsen er sat op, et ved hver af indfaldsvejene til byen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Motivet på skiltene, kirsebærrene, er hentet fra Landsbylaugets logo.

- Man kan roligt sige, at de har været længe undervejs, siger Jens Cæsar Jensen, der har fulgt og båret skiltene hele vejen. I byen har man i adskillige år snakket om, at nye byskilte ville pynte. Og i 2006 opstod chancen for at få dem finansieret. - Da den gamle Hadsund Kommune uddelte de sidste midler fra sin landdistriktspulje, var der 12.000 kroner tilovers, og jeg nævnte byskiltene og fik pengene bevilget, fortæller Jens Cæsar Jensen. Der er flere årsager til, at det har trukket ud med skiltene. Først besluttede Landsbylaugets byforskønnelsesgruppe at indhente forslag fra byens borgere om motivet. Siden kneb det med tiden for dem, der i første omgang skulle lave skiltene. Bedre gik det, da opgaven blev givet til Hadsund Produktionsskole. - De lavede stålrammerne og skiltene, og de har faktisk stået hjemme hos mig det meste af efteråret og vinteren. Min kone og jeg skulle sætte teksten på, og vi er jo ikke professionelle skiltemalere, så det har taget noget tid, siger Jens Cæsar Jensen. Men onsdag kunne han omsider - sammen med Erik Velling - sætte de fire skilte op. - Vi er 500-600 sjæle i byen, og vi vil jo gerne have, at folk lægger mærke til, at nu kommer de til det sted, hvor netop vi bor, siger Jens Cæsar Jensen. Han mener ikke, at der er noget problem i, at forskønnelsen starter i udkanten af byen, mens den nys færdiggjorte udviklingsplan for Veddum og Skelund sigter på at starte fra byernes centrum. - Vi lavede jo også et springvand midt i byen sidste år, og bare rolig. Der er rigeligt at tage fat på for os og andre i byen de næste 50 år, smiler Jens Cæsar Jensen.