Her er Aalborg Håndbolds træner

Norske Christian Berge er udset til at skulle have ansvaret for aalborgensernes mandskab i Jack & Jones Ligaen.

Christian Berge - her i aktion som spiller for Flensburg-Handewitt -bliver alligevel ikke træner for Aalborg Håndbold. Foto: Scanpix

Christian Berge - her i aktion som spiller for Flensburg-Handewitt -bliver alligevel ikke træner for Aalborg Håndbold. Foto: Scanpix

Afløseren for Peter Bredsdorff-Larsen er ved at være på plads i Aalborg Håndbold, der til sommer tager over efter AaB Håndbold. NORDJYSKE erfarer, at det er den 37-årige nordmand Christian Berge, der er udset til at svinge pisken over aalborgensernes trup. AaB's Håndbolds sportsdirektør og kommende ditto i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, ønsker dog ikke at bekræfte aftalen med Christian Berge. - Vi arbejder på sagen, men vi har ikke skrevet under med nogen ny træner endnu. Vi er dog fortrøstningsfulde og tror på, at vi får en stærk trænerprofil på plads, siger Jan Larsen. Tidligere topspiller Ifølge NORDJYSKE's oplysninger er klubben dog nået til enighed med Christian Berge om en aftale. Som aktiv spillede nordmanden syv sæsoner som playmaker i den tyske storklub Flensburg-Handewitt og var fast mand på det norske landshold, inden han rundede karrieren af med en enkelt sæson i Århus GF fra 2006-2007. Herefter var han assistenttræner for Erik Veje Rasmussen i Århus, inden han i 2008 vendte hjem til Norge for at være cheftræner for Elverum, hvor han har været siden med pæn succes.