Biler

Her er årets bedste brugte biler

Fem biler er med i kapløbet om at blive årets brugtbil

Skoda Octavia II er en af de bedste brugtbiler. Arkivfoto
Skoda Octavia II er en af de bedste brugtbiler. Arkivfoto

HELE LANDET: 100 biler har været i spil, men nu er feltet snævert ind til fem udvalgte biler. Det handler om prisen ”Årets brugtbil”.

Det skriver jp.dk.

For at komme i betragtning til prisen skal bilerne være mindst tre år gamle og højst 8 år gamle.

De fem biler som kæmper om hæderen er: BMW 3-serie E90, Honda Civic, Ford Mondeo III, Mercedes C-klasse C204 og Skoda Octavia II.

- Der er en række faktorer, som spiller ind i bedømmelsen af bilerne. Det er eksempelvis udgifterne til den almindelige drift, og hvor meget bilen taber i afskrivning over fire år. Samtidig vurderer vi den tekniske standard, fortæller Jan Lang til jp.dk. Han repræsenterer Bilbasen i kåringen af ”Årets brugtbil”.

Juryen består af motorjournalister fra forskellige medier, tekniske eksperter fra bilistorganisationen FDM og Applus Bilsyn samt en repræsentant fra Dansk Bil-Forhandler Union.

Den endelige vinder findes ved en simpel afstemning. Vinderen afsløres 11. april.

Kort præsentation af de fem biler:

- BMW 3-serie E90: Femte generation af BMW’s 3-serie blev lanceret i 2005. Der er blevet solgt næsten 9.500 eksemplarer i Danmark, ligesom bilen er importeret brugt i et stort antal.

- Honda Civic: Ottende generation af Honda Civic blev introduceret i begyndelsen af 2006. Den skilte sig ud fra forgængerne med et markant og anderledes design. Den er blevet solgt i knap 4.000 eksemplarer, indtil afløseren kom på gaden i 2012.

- Ford Mondeo III: Den seneste udgave af Ford Mondeo kom på markedet i 2007, og den har været en populær bil med et salg på over 17.000 eksemplarer.

- Mercedes C-klasse C204: Tredje generation af Mercedes C-klasse kom på markedet i efteråret 2007 og blev produceret frem til midten af 2012. Der er i Danmark solgt godt 4.800 eksemplarer af modellen.

- Skoda Octavia II: Anden generation af Skoda Octavia kom på gaden i sommeren 2004, og den blev straks en stor succes med et samlet salg på over 25.000 eksemplarer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden