Her er alle gode råd gratis

Landets dygtigste erhvervsfolk giver gode råd til iværksættere

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mads Delmar er regionschef for Connect Denmark Nord - en af organisationens fem afdelinger. Og der er masser af opbakning til vækstvirksomheder og iværksættere i Nordjylland. En tredjedel af Connect Denmarks medlemmer findes nemlig i det nordjyske.Foto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Det lyder næsten for godt til at være sandt. Som iværksætter og ejer af en mindre virksomhed med vækstpotentiale kan du få råd, sparring og vejledning af landets fremmeste erhvervsledere og virksomheder - og det er ganske gratis. Regningen er betalt af de virksomheder, der stiller op, ikke alene i form af den tid, de bruger, men også gennem deres medlemskab i og sponsorat af Connect Denmark. Connect Denmark er en uafhængig privat og non-profit organisation. En forening stiftet for at skabe platforme for vækstvirksomheder, der har et produkt, en unik teknologi eller et koncept, der mangler et professionelt blik på forretningsplan og strategi for at komme videre og udnytte deres vækstpotentiale. - Ofte stirrer en iværksætter sig blind på sin egen idé og mangler det helikopterblik, det kræver at komme videre, siger regionschef i Connect Denmark Mads Delmar. Muligheden for at få et 360 graders syn på sin vækstvirksomheds forretningsmodel og -plan kalder Connect Denmark for et springboard. Kompetencer og viden - Et springboard er et panel bestående af en gruppe virksomhedsledere og eksperter blandt vores medlemmer. De har kompetencer, viden og interesse inden for det område, vækstvirksomheden opererer. Dermed modtager iværksættere kompetent og velkvalificeret kritik fra panelet, siger Mads Delmar. Der er flere muligheder og indgange til at komme foran et springboard hos Connect Denmark. Nogle henvender sig selv. Andre anbefales gennem de virksomheder, der er medlemmer, og en tredje gruppe finder Connect Denmark og Mads Delmar selv. Kodeordet er netværk Connect Denmark har til huse i NOVI Forskerpark i Aalborg, og her deles kontorfaciliteterne med Væksthus Nordjylland. - Jeg sidder midt i et dynamisk center af innovation og idéudvikling og kan kigge i "kassen" og se, hvad der kommer ind af ideer. Det er absolut en vigtig kilde til at finde nye vækstvirksomheder, der fortjener et ekstra skub, siger Mads Delmar. Rekruttering af medlemmer til den anden side af bordet - virksomhederne, der via medlemskab betaler for at give gode råd - sker på næsten samme måde. - Netværk er det, det hele handler om. Virksomhederne var ikke medlemmer, hvis de ikke følte, at de fik noget med hjem. En undersøgelse viser, at de vigtigste årsager til medlemskab er støtte til dansk erhvervsliv, netværk, egen kompetenceudvikling og inspiration, siger Mads Delmar. Han tilføjer, at mange bestyrelser i vækstvirksomhederne henter medlemmer gennem netværket i Connect Denmark.