Her er Danmarks to dårligste partiledere
Se hvor høje karakterer de forskellige partiledere scorer hos vælgerne
DANMARK: Lige før et valgår får oppositionens statsministerkandidat, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, en elendig årskarakter af vælgerne, skriver Ugebrevet A4.
Med en gennemsnitskarakter på bare 2,9 bliver Lars Løkke bundskraber, når danskerne skal uddele karakter på 7-trinsskalaen til Danmarks partiledere.
Den konservative partileder, Søren Pape, må nøjes med en gennemsnitskarakter på 3,2, og Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, bedømmes til en årskarakter på 3,8. Dermed ligger de tre borgerlige partiledere, der gerne vil generobre regeringsmagten næste år, helt i bunden af karakterskalaen og er i vælgernes øjne tæt på dumpegrænsen.
Helt anderledes ser det ud for Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, der med en gennemsnitskarakter på 7,1 for andet år i træk kåres som Danmarks dygtigste partileder.
Også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen scorer en flot årskarakter på 6,3. Hun kan blandt andet glæde sig over at være den røde partileder, der får højest karakter i blå blok, nemlig 4,5. Og så kan Johanne Schmidt-Nielsen notere sig, at hun blandt blå kernevælgere får et bedre skudsmål end den konservative Søren Pape, ligesom hun er tæt på at få en bedre bedømmelse end Lars Løkke i hans eget bagland.
En sejr for statsministeren
Selvom Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, med 4,5 i årskarakter må dele pladsen som Danmarks tredjebedste partileder med SF’s Pia Olsen Dyhr, er målingen en kæmpe sejr for statsministeren. Dels får Helle Thorning-Schmidt en langt bedre årskarakter i 2014 end i 2013, hvor hun måtte nøjes med 3,9. Dels scorer hun en langt bedre karakter end rivalen Lars Løkke Rasmussen.
Det er Analyse Danmark, der for Ugebrevet A4 har bedt 1.123 danskere om at give samtlige partiledere årskarakter for deres præstationer i 2014. Karaktererne gives på den såkaldte 7-trinsskala, hvor 12 gives for den fremragende præstation og - 03 for den helt uacceptable præstation.
Som optakt til et valgår kalder valgforskere og politiske kommentatorer samstemmende 2014-karakterbogen for et mareridt for Venstres Lars Løkke Rasmussen og noget nær et juleeventyr for Helle Thorning-Schmidt.
Venstres største problem
Valgforsker på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet professor Kasper Møller Hansen vurderer, at Lars Løkke Rasmussens troværdighed lige nu er Venstres største problem overhovedet.
- Løkke er jo Venstres største problem lige nu. Hvis man fulgte Venstres egen politik, var Lars Løkke end ikke kommet i gymnasiet. Venstre vil jo have, at de unge skal have mindst 4 i gennemsnit for at komme i gymnasiet, så med en karakter på 2,9 var Lars Løkke ikke kommet i nærheden af gymnasiet, siger Kasper Møller Hansen til Ugebrevet A4.
Vælgerne har ifølge professoren langt fra glemt den såkaldte tøjsag fra foråret, hvor det kom frem, at Venstres partikasse betalte Løkkes slips, skjorter og boksershorts for over 100.000 kroner. Han noterer, at vælgerne op til sommerferien gav Lars Løkke Rasmussen endnu dårligere karakterer end i dag, men at det ikke hjælper at stige marginalt, når man stadig udråbes som Danmarks suverænt dårligste partileder.
- Frem mod et folketingsvalg må det være Venstres største mærkesag at få toptunet Lars Løkke, så han kan rette op på sin karakter og anseelse blandt vælgerne. Jeg tror, at en så dårlig karakter som 2,9 vil få Venstre til at diskutere, hvordan de kan styrke og profilere Løkke på en måde, så han frem mod valget får rystet personlige belastende sager om bilag, tøjsag og GGGI af sig, siger Kasper Møller Hansen.
31 procent dumper Løkke
Dykker man yderligere ned i Lars Løkke Rasmussens karakterbog for 2014, er der ikke meget at glæde sig over, noterer valgforsker på Aarhus Universitet, Rune Stubager.
Han hæfter sig ved, at tre ud af ti danskere, nemlig 31 procent, giver Venstreformanden dumpekaraktererne 00 eller - 03 for det, der i Undervisningsministeriets terminologi hedder ”en ringe præstation, der er helt uacceptabel” eller ”den utilstrækkelige præstation”.
Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussen må nøjes med en gennemsnitskarakter på 4,9 blandt blå bloks vælgere.
Politisk kommentator Hans Engell kalder bundkarakteren 2,9 for en ”mavepuster” for Venstres partileder.
- Men for Løkke er det virkelig ubehagelige i den her måling, at han står så svagt i sit eget blå bagland. Det har været et dyrt år for Lars Løkke med tøjsag, opgøret med Kristian Jensen og senest LLR-bogen. Og det viser, at Løkke skal komme meget stærkt igen i 2015, hvis han vil kravle væk fra bunden, siger Hans Engell.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.