Her er de nye statslige arbejdspladser i Nordjylland

Der bliver 399 arbejdspladser til Nordjylland i regeringens nye plan for statslige arbejdspladser

Steffen Bek og Ritzau
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde præsenterede "Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder, " onsdag i Statsministeriets Spejlsal på Christiansborg i København. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Arbejdspladser 17. januar 2018 13:18 - Opdateret 18. januar 2018 06:34

DANMARK: Aalborg kan se frem til 156 nye statslige arbejdspladser, og samlet set får Nordjylland 399 nye arbejdspladser i forbindelse med regeringens udflytningsplaner.

Der bliver også nye statslige arbejdspladser i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Brovst, Thisted, Løgstør og Hobro.

Aalborg får endnu en del af Motorstyrelsen (153 job) samt tre stillinger i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Hjørring kan se frem til 112 nye arbejdspladser. Størstedelen kommer via en samling af løn- og regnskabsopgaver i Statens Administration (75 job) samt dele af Skattestyrelsen (17 job) og dele af Moderniseringsstyrelsen (20 job).

Thisted bliver tildelt 51 job i form af en del af Gældsstyrelsen. Frederikshavn bliver hjemsted for Lønmodtagernes Garantifond (31 job) og Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler (10 job), altså samlet 41 job. Løgstør får 24 statslige arbejdspladser i kraft af Miljømærkesekretariatet. Brovst bliver tildelt Sekretariatet for Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd (11 job) og endelig er der fire job til Brønderslev, som får dele af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Hobro bliver hjemsted for en uddannelsesstation under University College Nordjylland (UCN) inden for eksport og teknologi.

Du kan se hele oversigten over hvilke arbejdspladser, der flytter til Region Nordjylland her.

I regeringens anden runde af udflytninger af statslige arbejdspladser bliver det universitetsbyerne uden for København, der står til at få flest stillinger i regeringens nye udflytningsplan.

Blandt de store flytninger er Miljøstyrelsen, som rykker til Odense med 440 arbejdspladser.

Aalborg bliver hjemsted for det nye hovedkvarter for Motorstyrelsen, der får til opgave at følge udviklingen på motorområdet og føre kontrol.

I Aarhus placeres den nye Patientklagestyrelse. Den vil bestå af de dele af Styrelsen for Patientsikkerhed, der allerede er på plads i byen, samt 141 arbejdspladser der flyttes fra København.

Herudover får landets andenstørste by 111 nye arbejdspladser i de nye hovedkvarterer for Toldstyrelsen og selskabsdelen af Skattestyrelsen.

I Roskilde etableres 264 nye arbejdspladser i forbindelse med den nye skatteforvaltning - blandt andet et nyt hovedkvarter for Vurderingsstyrelsen, der skal sikre retvisende vurderinger af ejendomme.

På pressemødet for præsentationen af udflytningsplanen siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

- Vi har set en tendens, hvor de store byer løber med det hele. Denne regering ønsker, at alle dele af landet skal have muligheder inden for rækkevidde. At vi får et Danmark i balance.

Dansk Folkeparti støtter udflytningen af arbejdspladser, men partiets skatteordfører, Dennis Flydtkjær, er ikke imponeret over, at mange arbejdspladser flytter til en anden universitetsby.

Men kritikken preller af på Lars Løkke Rasmussen:

- Det er rigtigt, at Odense som en lokal hovedstad på Fyn bliver stærkere af det her, og Aalborg bliver som regionshovedstad i Nordjylland stærkere, og Aarhus i det midtjyske bliver stærkere. Det er jo godt for hele regionen.

- Hvis man har et ønske om at bo i det midtjyske, så er det altså lidt mere attraktivt, at der er en arbejdsplads i Aarhus end i København, siger Løkke.

Han betoner samtidig, at der er flere hensyn at tage i udflytningen. Både hensynet til, at de statslige arbejdspladser skal spredes i hele landet - men samtidig at visse stillinger skal placeres i stærke universitetsmiljøer.

FAKTA

Disse institutioner flyttes ud i landet

4000 arbejdspladser, herunder omkring 1800 nye, rykker til provinsen som del af regeringens anden udflytningsrunde.
Her kan du se, hvilke institutioner der flyttes (antal i parentes):
* Miljøstyrelsen (440).
* Statsligt gasselskab (188).
* Patientklagestyrelsen (141).
* Nota (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder) (80).
* Energitilsynet (78).
* Danmarks Innovationsfond (46).
* De Økonomiske Råds sekretariat (33).
* Lønmodtagernes Garantifond (31).
* Miljømærkesekretariatet (24).
* Dansk Sprognævn (15).
* Lokale- og Anlægsfonden (14).
* Sekretariatet for Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd (11).
* Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler (10).
* Sekretariatet for Studievalg Danmark (4).
Øvrige:
Der etableres en række arbejdspladser, ved at dele af institutioner etableres i nye lokationer eller i forbindelse med eksisterende statslige arbejdspladser uden for hovedstaden:
* Dele af politiet (125).
* Dele af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (95).
* Måltal for samling af løn- og regnskabsopgaver i Statens Administration (75).
* Dele af Banedanmark (60).
* Dele af Erhvervsstyrelsen (56).
* Dele af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (40).
* Dele af Styrelsen for Forskning og Uddannelse (28).
* Dele af Moderniseringsstyrelsen (23).
* Dele af Statens It (20).
* Dele af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte (18).
* Dele af Udlændingestyrelsen (15).
* Dele af Digitaliseringsstyrelsen (13).
* Dele af Styrelsen for Patientsikkerhed (12).
* Dele af Nationalt Genom Center (10).
* Dele af Energinet (10).
* Samling af tilsynsopgaver i Sikkerhedsstyrelsen (6).
* Øvrige (67).
Kilde: Regeringen.
/ritzau/

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...