Her er der plads til udfoldelse

Vil man have stranden for sig selv, er Kærsgaars Strand stedet

HJØRRING:Kærsgaard Strand mellem Nørlev og Hirtshals er ikke stedet, man som badegæst opsøger som den første. Stranden ligger næsten ubemærket hen i et øde og fredet område, hvor tilkørselsforholdene ikke opfordrer til lange køer og hvor skiltningen på det nærmeste er fjendsk - se blot andetsteds på siden. Men vil man have fred for unge mennesker, som vil ses og beundres af det modsatte køn, fred for biler og børnefamilier med madkurve, oppustelige badedyr og fodbolde, fred for fædre, som graver slotte i sandet og i det hele taget have luft omkring sig på strandturen - ja, så er Kærsgaard Strand sagen. Officielt er stranden ikke bilfri, men i praksis fungerer den næsten som en sådan, idet kun de færreste kører strækningen på små fire kilometer fra nedkørslen fra Nørlev mod syd, og endnu færre vover sig over Liver Å mod nord. Fra landsiden kan man ikke køre ned på stranden, hvilket betyder, at man må acceptere en travetur gennem klitterne fra den lille, officielle parkeringsplads til den strand, der i øvrigt ligner de øvrige strande ved vestkysten, hvad angår bredde og badekvalitet. Da NORDJYSKE Stiftstidende besluttede sig for en lille udflugt til den "hemmelige" strand, lød der to kommentarer fra kollegerne på avisen, nemlig dels at "Kærsgaard Strand da ikke er et sted, man tager hen" og dels, at "det da er dumt at skrive om, for så kan vi jo ikke have det i fred længere". Og sådan er det nok. Enten gider man ikke sådan en stump strand, hvor man ikke en gang kan køre bilen direkte ned, eller også tiltrækkes man af det øde område. Sådan var det i hvert fald for et tysk par (voksne), som på parkeringspladsen nogle hundrede meter fra stranden, havde gang i menneskets ældste leg bag i en stacioncar, da NORDJYSKE ankom. Befolkningstallet i området blev fordoblet med avisens ankomst, og selv om der således stadig var god plads, blev den naturlige leg vist alligevel ødelagt. Og det endda på trods af at de sidst ankomne skyndte sig væk for at gøre plads til en fornuftig afslutning. Lidt senere blev parret observeret på vej mod stranden iført badetøj og en åbenbar trang til en svalende dukkert. I ansigtsudtrykkene stod tydeligt at læse, at NORDJYSKE denne dag havde været et forstyrrende element på en ellers god dag. Fredede klitter En del af området ved Kærsgaard Strand er fredet område. De markante indlandsklitter, der rejser sig nogle hundrede meter inde i landet efter den egentlige klitrække, indrammer et område, som er dømt bevaringsværdigt. Af samme grund er der kun ganske få sommerhuse i området - sommerhuse, som for nogles vedkommende er opkøbt af staten med den klausul, at de tidligere ejere kan benytte huset, indtil deres død, hvorefter huset vil blive fjernet, mens andre stadig er på private hænder. - Det er jo et fantastisk område, siger Niels Christian Balle, der er arkitekt i plan- og udviklingssektoren i Hirtshals Kommune. Han erkender, at Kærgaard Strand ikke er så nem at finde, ligesom tilkørselsforholdene ikke er specielt gode - og at der er en grund til dette. - Vi har jo mange andre strande, og har derfor valgt ikke at skilte specielt med Kærsgaard. Hvis vi gjorde, ville det jo indebære, at der skulle opstilles toiletvogn, etableres bedre tilkørselsforhold o.s.v., og den slags har strandgæsterne rig mulighed for at finde andre steder i kommunen, siger han. Så derfor vil Kærgaard Strand givetvis også fremover være forbeholdt de få, som sætter så stor pris på en endog meget fredelig strandtur, at de vil tage vandreturen gennem klitten for at nå det forjættede vand.