Her er det størrelsen der tæller

Det siges at det ikke er størrelsen, det kommer an på. Men for Karl Christian Lunden, indehaver af Slagter Winther i Hirtshals, var det nu alligevel størrelsen, det handlede om, da han i samarbejde med Pølsefabrikken Gøl satte sig for at lave verdens længste spegepølse. Ved at anvende et pølserør af godt tre meters længde lykkedes det at nå op på en pølse af 152,1 meters længde, så rakte tarmene ikke længere. Til gengæld bliver der, når pølsen i dag i Kristianssand måles og registreres, tale om en klækkelig forbedring af rekorden. Den er nemlig på 118 meter, sat i Schweiz i 1999. Der før havde Slagter Winther sammen med Gøl rekorden med en pølse, fremstillet i 1998 på 99,9 meters længde. I forbindelse med Hirtshals Open by Night-arrangement i går udstillede Slagter Winther pølsen på Den grønne Plads sidst på eftermiddagen. Pølsen er rullet op på en speciel kabeltromle, og interessen for at få smagsprøver, ikke fra rekordpølsen, men af en fuldstændig tilsvarende pølse, var stor. Ved opmålingen i Kristianssand skal 100 fodboldspillere tage om pølsen med følelse og rulle den ud på et specielt fremstillet bord, der er langt nok til, at den kan registreres som verdens længste pølse. Siden bliver den skåret op og delt ud til publikum.schib