Her er faggrupperne med Danmarks farligste job

Risikoen for at blive ramt af en alvorlig arbejdsulykke er langt højere i 3F-brancher end på resten af arbejdsmarkedet

Arkivfoto
18. september 2018 18:31

DANMARK: Faglærte og ufaglærte lever arbejdslivet farligere end Danmarks øvrige ansatte.

Blandt de 25 brancher med størst risiko for at blive ramt af en alvorlig arbejdsulykke er de 19 typiske 3F-brancher. Det viser en gennemgang af mere end 200.000 arbejdsulykker, som Fagbladet 3F står bag.

Med 18 alvorlige arbejdsulykker om året pr. 1.000 fuldtidsansatte er tagdækkerbranchen Danmarks farligste - foran de øvrige byggefag, landbruget og sågar forsvaret.

Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet, forklarer det høje antal ulykker blandt tagdækkerne med, at sikkerheden på en byggeplads ikke altid følger med byggeriets hastighed.

- Rækværket, du satte op i går, hjælper dig ikke i dag, så der skal hele tiden tænkes i ny sikkerhed. Det øger risikoen for, at sikkerheden ikke bliver ordnet, siger han.

Samtidig foregår meget af arbejdet højt over jorden, så ulykkerne er ofte alvorlige, når de ansatte falder fra stigen eller stilladset.

Selvom 42.193 anmeldte en arbejdsulykke til Arbejdstilsynet i 2017, giver politikerne færre penge til at holde øje med sikkerheden på arbejdspladserne, viser et svar fra beskæftigelsesministeren til Folketinget.

På 10 år er bevillingerne til Arbejdstilsynet faldet med 126 millioner eller 23 procent, målt i 2018-priser.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...