Her er fem alternativer til charterferien

Til dig, der ikke gider de sædvanlige charterrejser

Eilat i Israel. Foto: Suzanne Tram

Eilat i Israel. Foto: Suzanne Tram

REJSER:Selv om det uomtvisteligt kan være dejligt at ligge en hel uge på stranden under sydens sol, så kan man godt få brug for at prøve noget nyt, når man år efter år har brugt sommeren på at tage på den samme charterferie.

Ritzau Fokus har bedt formand for De Berejstes Klub Søren Fodgaard og rejseblogger Bettina Arknæs om at komme med deres bud på ferier, som kan være gode alternativer til charterferien, og hvor man sagtens kan have børnene med.

Malaysia

På den malaysiske halvø kan du få nogle fremragende rejseoplevelser.

- Malaysia kan minde noget om Thailand. Men du skal især rejse dertil for at få naturoplevelser frem for strandoplevelser. Der er øer med gode strande, men slet ikke i samme omfang som i Thailand. Til gengæld kan man opleve bjerge, regnskove, teplantager og bygninger fra dengang, Malaysia var koloniseret af blandt andet England, fortæller Søren Fodgaard til Ritzau Fokus.

Japan

I Japan kan du både opleve gigantbyen Tokyo, fantastisk natur og en helt speciel kultur, der kan inspirere hele familien.

- Alt er så anderledes i Japan - og børnene synes bare, at det er så spændende at observere den måde, japanerne opfører sig på, siger Bettina Arknæs, der blandt andet blogger om rejser med børn.

- Det er rigtig nemt at rejse rundt i landet, og selv om mange ikke snakker godt engelsk, er de meget hjælpsomme, siger Bettine Arknæs, der fremhæver den japanske natur som utrolig smuk og interessant.

Costa Rica og Panama

De to mellemamerikanske nabolande er de mest velstående lande i Mellemamerika, og mens lande som Honduras og Guatemala er forbundet med hårdkogt kriminalitet og fattigdom, så byder Costa Rica og Panama på mange rejsevenlige områder.

- Der er rigtig mange ting at se i Costa Rica. Det er især bjerge, vulkaner og regnskove med et rigt dyreliv, der er spændende - og så er der også nogle rigtig gode strande. I Panama er det især hovedstaden og den menneskeskabte Panamakanal, som er spændende at opleve, siger Søren Fodgaard.

Israel

Israel er ofte forbundet med charterferier. Men landets historie byder på virkelig spændende oplevelser for både børn og voksne.

- Det var jo en speciel oplevelse for børnene at opleve mange af de steder, som de havde hørt om i religionsundervisningen i skolen. Eksempelvis i Jerusalem, hvor man kan gå der, hvor Jesus bar korset, siger Bettina Arknæs, der fremhæver det religiøse præg, som jøder, kristne og muslimer har sat på landet.

- Jerusalem er så kontrastfyldt, men på trods af de mange religioner, så virkede det til, at det hele gik op i en højere enhed, fortæller hun og siger, at man sikkert og trygt kan rejse rundt i landet, trods de mange konflikter der også er forbundet med Israel.

Brasilien under OL.

Hvis du og ungerne elsker sport, så kan Rio de Janeiro være en oplagt mulighed for at få en stor oplevelse.

- Det er en af de flottest beliggende byer overhovedet. Den ligger langs med vandet og er omkranset af bjerge med regnskove. Der er mulighed for smuk udsigt, og ved strandene, der ligger centralt i byen, emmer det af en helt speciel stemning, fortæller Søren Fodgaard.

- Der er ikke kommet så mange besøgende som ventet, så det er ikke svært at få fly og billetter til de mange sportsbegivenheder.

/ritzau/FOKUS

De fem alternative rejsemål

Om Malaysia:
- Kuala Lumpur: Malaysias hovedstad. Byen er en moderne, hurtigt voksende by med masser af spektakulære bygninger.
- Cameron Highlands: Et område med bløde, grønne bakker fyldt med teplantager.
- Penang med Georgetown: En blanding af malaysisk, kinesisk og indisk kultur.
Om Japan:
- Tokyo: Med næsten 38 millioner indbyggere er byen den mest befolkede i verden. Den er kendt for at byde på uendeligt mange muligheder.
- Matsumoto: Spændende by der grænser op til De Japanske Alper, som er et område med smuk natur, hvor man eksempelvis kan bade i varme kilder, bestige bjerge og trekke.
Om Costa Rica og Panama:
- Monteverde-regnskoven: Skoven er unik, da den starter ved Stillehavet og slutter ved Atlanterhavet. Skoven er også kendt for at være det sted på jorden, hvor der er flest forskellige orkideer - og så kan man tage smukke ture med svævebaner over trækronerne.
- Panamakanalen: Det er måske et af verdens mest besværlige bygningsværker. Kanalen er menneskeskabt og forbinder Atlanterhavet med Stillehavet.
Om Israel:
- Jerusalem: Byen emmer af fantastisk historie og er let at rejse i med børn.
- Tel Aviv: Er en moderne by med et pulserende liv.
Om Rio de Janeiro, Brasilien:
- Favelaerne: De gamle slumkvarterer, der har været kendt for vold og narkokriminalitet, er flere steder ved at blive mere sikre for turister. Man kan bo i enkelte favelaer med spektakulære udsigter over byen.
- Copacabana: Den kendte store strand i byen, der byder på et væld af oplevelser og fantastisk stemning.
Kilde: /ritzau/FOKUS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst