Her er fem gode råd - før du begynder at investere i aktier
Mange private investorer brænder fingrene på aktiemarkedet, fordi de ikke er ordentligt forberedte. Mange af fejlene kan undgås
PRIVATØKONOMI: God forberedelse er nøglen til at få succes med investeringer i aktier. Desværre investerer mange private nærmest i blinde og får ikke tilstrækkelig rådgivning, før de begynder at handle med aktier.
Det påpeger den uvildige økonomiske ekspert Jesper Olesen fra firmaet Finansoptimering i Nørresundby.
Netop når det gælder aktieinvesteringer, er der mange faldgruber, som private investorer kan falde i. Typisk laver investorerne en række fejl og investerer, uden at de har sat sig tilstrækkeligt ind i, hvad de egentlig investerer i, og hvad fremtidsudsigterne er. Andre stiller ikke spørgsmålstegn ved de råd, de får i banken, som typisk har en interesse i at sælge ét bestemt produkt til kunden. Men risikoen for fejl bliver væsentligt mindre - og afkastet større - hvis man selv udarbejder en investeringsstrategi, eller får en uvildig rådgiver til at gøre det, pointerer Jesper Olesen.
- Der er mange "kedelige" ting, der er meget vigtige at gøre, inden man begynder at investere. Men det er helt sikkert, at det betaler sig at forberede sig grundigt, før man køber aktier, siger Jesper Olesen.
Jesper Olesen understreger, at utålmodighed og jagten på en stor aktiegevinst ofte får private investorer til at købe aktier, de aldrig skulle have købt.
- Det sker desværre ofte på et løst grundlag, fordi de har hørt en god historie i medierne eller blandt venner og bekendte, og man kan let komme til at tage dårlige og overilede beslutninger, siger Jesper Olesen.
Han slår fast, at det er en skrøne, at nogen tit har held med at købe, når aktiekursen er i bund, og er i stand til at sælge, når den er på toppen.
- Det kender jeg simpelthen ingen, der kan. Men mindre kan også gøre det. Hvis man forbereder sig godt og holder øje med sine investeringer, kan man få et meget fornuftigt afkast, forklarer Jesper Olesen.
For store omkostninger
Èn af de typiske fejl, som mange private investorer gør, er at placere deres penge i investeringsforeninger, hvor omkostningerne er alt for store.
- Det gør altså en stor forskel, om man betaler 1,5-2,5 procent i omkostninger, eller om man betaler eksempelvis 0,5-1 procent. På sigt bliver det til mange penge. De passivt forvaltede investeringsforeninger har langt lavere omkostninger end de aktivt forvaltede investeringsforeninger, og i gennemsnit giver de det samme i afkast, så hvorfor ikke vælge det billigste produkt, siger Jesper Olesen.
Spørgsmålet er, hvor stort et afkast man kan forvente, hvis man begynder at investere i aktiver. Det kommer naturligvis an på, hvilke risici man er klar til at tage, udviklingen i verdensøkonomien og en lang række andre forhold, der har indflydelse på aktiemarkederne.
Men i nedenstående eksempel har Jesper Olesen taget udgangspunkt i, at der er gjort et grundigt forarbejde, og at investoren har valgt en forsigtig strategi uden stor risiko.
Hvis investoren har 250.000 kr. at købe aktier for, og investeringshorisonten er tre år, bør han som minimum kunne opnå et afkast på 6 procent om året, påpeger Jesper Olesen, som i eksemplet har regnet med, at der i løbet af de tre år ikke sker en omlægning af porteføljen og dermed ingen handelsomkostninger er undervejs.
I løbet af tre år vil investoren med et afkast på seks procent om året få et afkast på 47.754 kr.
Hvis pengene i stedet placeres i obligationer, hvor man typisk kan opnå et afkast på 2 procent, vil afkastet blive på 15.302 kr.
Hvis man vælger 50 procent aktier og 50 procent obligationer, opnår man i Jesper Olesens eksempler et afkast på 31.216 kr.
Der er altså helt kontante fordele ved at købe aktier, hvis man vel at mærke gør det på et fornuftigt grundlag, og uden at tage store chancer. Jesper Olesen understreger, at han i ovenstående eksempel har været meget forsigtig. I rigtig mange tilfælde vil den velforberedte investor kunne opnå et større afkast - ikke mindst i en periode, hvor der er fremgang i verdensøkonomien, som vi ser i øjeblikket.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.