Danmark

Her er forårets mobilnyheder

Højde-punkter fra mobil-messen i Barcelona - mobilen bliver et byggesæt

G5 har flot skærm og dobbelt-kamera. Men den største nyhed er, at man kan hive batteriet ud - og erstatte det med moduler, der tilfører nye funktioner.
G5 har flot skærm og dobbelt-kamera. Men den største nyhed er, at man kan hive batteriet ud - og erstatte det med moduler, der tilfører nye funktioner. -

DANMARK: De seneste år har LG været den mest innovative mobil-producent. Nogle påhit har været geniale (hjem-knap på bagsiden) - andre er bare underlige (krumme telefoner). Men LG’s nye top-telefon, G5, lander solidt i den første kategori.

G5 vandt da også prisen som ”Best in show” på sidste uges mobil-messe i Barcelona. Det afgørende nye ved denne telefon er, at den er modulær. Batteriet kan udskiftes - men ikke ved at fjerne bagklappen. I stedet trækkes det ned fra mobilens underside, og åbningen kan også bruges til andet tilbehør.

For eksempel et kameramodul (CAM Plus), der udover ekstra batterikapacitet tilføjer et komfortabelt håndgreb med fysiske kameraknapper og finesser som eksponeringslås. Hvis du hellere vil give mobilen en musikalsk opgradering, kan du montere ”Hi-Fi Plus med B&O Play”. Så får du HD-lyd med en avanceret DAC (Digital-analog-konverter), der også kan bruges uden telefonen.

Hele to kameralinser

Bagpå sidder hjemknappen med indbygget fingeraftrykslæser. Og hele to kameralinser, hvor det ene har vidvinkel-optik, så man kan indfange landskaber og store forsamlinger. Opløsningen er 16 megapixel, mens frontkameraet skyder selfies i hele 8 megapixel.

Skærmen på 5,3 tommer kan vise klokkeslæt, beskeder og andre vigtige oplysninger konstant, så man i mange situationer slipper for at ”vække” mobilen. Det lyder som en batterisluger, men ifølge LG bruger denne finesse mindre end en procent af batteriet pr. time. Under motorhjelmen finder vi stærk teknik (Snapdragon 820, 4 GB RAM), og lageret på 32 GB kan udvides med hukommelseskort.

Det er også værd at bemærke, at LG med denne model siger farvel til det vante plast-design - akkurat som Samsung gjorde for godt et år siden. Telefonen er udført i metal og leveres i farverne titan, guld, sølv og pink. G5 ventes i butikkerne til april, og prisen ender nok lige over 5000 kr.

Sonys nye X-faktor

Vi fik ikke nogen Z6 i denne omgang, og meget tyder på, at der ikke kommer flere Z-modeller. I stedet brugte Sony messen til at lancere en ny produkt­serie under bogstavet X. Designet er ændret en smule - blandt andet med afrundede kanter. I første omgang får vi tre nye mobiler: Xperia X, Xperia X Performance og Xperia XA. De to første er topmodeller, mens den sidste er i mellemklassen. Fælles for alle tre er, at de har fem-tommer-skærm - og så bygger de videre på kendte Sony-kvaliteter som lang batteritid og stærke kameraer. Det er dog kun Performance-udgaven, der er vandtæt.

Xperia X kommer ultimo maj og koster 4500 kr. Til juni følger Xperia XA til 2500 kr. Og primo juli lander Xperia X Performance, som skal koste 5500 kr.

Digitale sko gør dig bedre

Vil du blive bedre til at løbe, spille golf - eller bare gå rundt med en sund kropsholdning? Så er der hjælp at hente i de nye IOFIT-sko, Samsung er med til at udvikle.

Skoene har indbyggede sensorer, der præcist registrerer din balance, vægtfordeling og kontakt med underlaget. De mange data sendes trådløst til din mobil eller tablet, hvor du kan følge med i det hele. For eksempel kan vægtløftere og golfspillere se, om de bevæger sig optimalt. Sensorerne er gemt væk i sålen, så IOFIT ligner helt almindelige træningssko. Produktet er stadig under udvikling, men tag da forskud på fremtidens fodtøj med videoerne på: www.kortlink.dk/knmz.

Skærmen i brilleglasset

På mobil-messen viste Zeiss prototypen på en ny type brilleglas, der kan monteres i almindelige briller. Glasset gemmer på en computerskærm, der for eksempel kan udnyttes til at præsentere informationer om det, man kigger på. Man oplever at have en skærm svævende foran sine øjne.

Denne sammenblanding af virkelighed og computergrafik kaldes ”augmented reality” (forbedret virkelighed) - og skal ikke forveksles med ”virtual reality” (næsten virkelighed), der lukker helt af for omgivelserne.

De digitale brilleglas er ifølge Zeiss klar til masseproduktion, men selskabet oplyser intet om pris og lanceringsdato.

HTC’s nye virkelighed

Vi venter stadig på næste udgave af top-mobilen HTC One. For HTC brugte mobilmessen til at slå på tromme for Vive, som er HTC’s store satsning inden for virtual reality. Systemet skiller sig ud fra konkurrenterne ved, at man ikke bare sidder på en stol og ser sig omkring i den digitale verden. Man kan også gå fysisk omkring, hvis man altså rydder tilstrækkelig gulvplads til formålet.

Vive kan købes til april. I USA koster den 5500 kr., men hertil kommer prisen for en kraftfuld pc (hvis man ikke har den i forvejen). Det samme gælder ærkerivalen, Oculus Rift, der nok først kommer til sommer. Sonys PlayStation VR kræver derimod ”kun” en PlayStation 4, men den kommer tidligst til efteråret.

Elegant Virtual Reality

De fleste VR-systemer kræver, at man spænder en tung brille på hovedet. LG 360 VR er derimod så let og kompakt, at den kan bæres som en almindelig brille. Computerkraften sidder i mobiltelefonen, som her er den nye G5. I modsætning til Samsungs VR-briller skal telefonen ikke monteres i brillen. Den forbindes med et kabel til brillen, som altså har sine egne indbyggede skærme.

LG-brillen virker med det samme indhold som Google Cardboard, men du kan også optage dine egne VR-film. LG har nemlig udviklet et matchende kamera, 360 Cam, der optager video i alle retninger, så man kan se sig omkring, som om man selv var til stede. Illusionen styrkes af surround-lyd, der optages med tre mikrofoner.

Der er endnu ikke oplyst pris og lanceringsdato på hverken brillen eller kameraet.

Oplad mobilen på et kvarter

Batteriets levetid er et svagt punkt i mange telefoner, men løsningen er ikke nødvendigvis længere levetid. Det kan også være kortere ladetid.

På Barcelona-messen præsenterede Oppo en ny teknologi, der gør det muligt at oplade et mobil-batteri (2400 mAh) på bare 15 minutter. Opladningen sker med 5 volt, hvilket ifølge Oppo er mere skånsomt over for batteriet end andre former for hurtigopladning, som tilmed er væsentligt langsommere.

Den nye teknik (SuperVOOC) virker med almindelige USB-kabler, men den kræver en særlig adapter i stikkontakten. Teknikken vil i første omgang dukke op i selskabets egne telefoner, herunder formentlig de nye modeller fra OnePlus, der ejes af Oppo.

Samsungs syvere

Som forgængerne er Galaxy S7 og S7 edge pakket smukt ind i glas og metal. Kanten er nu afrundet på bagsiden, så mobilen er knap så skarp at holde om. Som før skiller edge-modellen sig ud ved, at den er større (5,5 mod 5,1 tommer), og at skærmglasset er afrundet. De vigtigste forbedringer er lånt fra den gamle S5: De nye telefoner er nemlig vandtætte (IP68), og lageret kan nu igen udvides med løse hukommelseskort.

Desuden er kameraet forbedret med lavere (!) opløsning på 12 megapixel, hvilket bør give mindre billedstøj. Syverne fås i sort, hvid eller guld fra medio marts for hhv. 5699 kr. og 6499 kr.

Den intelligente tandbørste

Braun har længe tilbudt en tandbørste med tilhørende skærm-ur.

Nu kommer den endnu mere avancerede Oral-B Genius, der taler trådløst sammen med din mobiltelefon. Telefonens kamera og børstens sensorer holder øje med, hvor børsten befinder sig, og hvor hårdt den trykkes mod tænderne. Hvis man springer for let over et område, får man straks besked fra den tilhørende mobil-app. Der medfølger en holder, så man kan montere sin mobiltelefon på spejlet, mens man børster. Tandbørsten kan først købes til juli, og prisen er ikke oplyst.

Kugleskørt

LG Rolling Bot er en elektronisk bold, der fjernstyres med mobilen. Du kan kontrollere den via internettet - og tjekke om alt er i orden derhjemme, uanset hvor i verden du befinder dig. Kuglen kan optage video og billeder (8 megapixel).

Og hvis katten keder sig, kan du tale til den - og endda fjernstyre den indbyggede laser-pointer for at aktivere (eller chikanere) kræet. Når kuglen løber tør for strøm, finder den selv tilbage til sin ladestation. Med andre ord: Et af den slags festlige produkter, som er sjove at læse (og skrive) om, men som næppe bliver solgt i større stil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden