Fodbold

Her er Manchester Uniteds nye manager

62-årig hollænder er ansat som ny manager i Manchester United. Ryan Giggs stopper som aktiv spiller

Louis van Gaal (tv.) skal træne Robin van Persie (th.) Foto: KOEN VAN WEEL/Scanpix

Louis van Gaal (tv.) skal træne Robin van Persie (th.) Foto: KOEN VAN WEEL/Scanpix

MANCHESTER:Den hollandske trænerlegende Louis van Gaal er ny manager i den engelske storklub Manchester United. Det meddeler klubben mandag på sin hjemmeside.

Kontrakten er treårig.

Louis van Gaal er aktuelt hollandsk landstræner, men han stopper i dette job efter sommerens VM i Brasilien, hvorefter han tiltræder i den engelske storklub.

En elendig sæson

62-årige van Gaal har gennem en længere periode været rygtet til United som ny manager, og i begyndelsen af maj udtalte han selv, at han gjorde sig forhåbninger om at få jobbet.

Det er nu en realitet.

Manchester United fyrede i april manager David Moyes efter en elendig første sæson, hvor United blot blev nummer syv i Premier League.

Giggs som assistent

Siden har Ryan Giggs stået i spidsen for holdet som spillende manager.

Giggs forsætter som assistenttræner under Louis van Gaal.

Van Gaal har tidligere været træner for flere europæiske storklubber, herunder FC Barcelona, Bayern München og Ajax.

Et nyt kapitel

Ryan Giggs stopper karrieren som fodboldspiller, meddeler Manchester United-legenden efter ansættelsen som assistenttræner under den nyansatte manager Louis van Gaal.

Den 40-årige waliser nåede at vinde 13 engelske mesterskaber og to Champions League-titler med United.

- Jeg vil benytte lejligheden til at annoncere, at jeg trækker mig tilbage som professionel fodboldspiller. I dag bliver et nyt kapitel skrevet med masser af følelser, siger Giggs til Uniteds hjemmeside.

En fantastisk dag

- Det er en fantastisk dag for Manchester United. Louis van Gaal er en super ansættelse, og jeg ser frem til at arbejde sammen med en mand af sådan en kaliber, siger Giggs.

Giggs nåede at spille svimlende 963 kampe for United samt 64 landskampe for Wales. I den forgangne sæson var han midlertidig manager for United i fire ligakampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst