Her er patienterne gæster

SKALLERUP:De er egentlig i behandling for en sygdom, men alligevel omtales de ikke som patienter. - Hos os er de gæster, fortæller klinikleder Niels Peter Madsen. Lokalet, hvor patienterne får dialyse, minder da heller ikke synderligt om et sygehus. På væggene er der plaketer i rammer og der er tre fjernsyn, som gæsterne kan se i, hvis de vil. Stedet emmer af ro. Kun en lille snurren fra dialysemaskinerne bryder tavsheden. Fra tid til anden tager patienterne sig en lille lur, mens blodet strømmer gennem maskine og slanger. Mange gengangere Ingen af patienterne, som NORDJYSKE talte med, har været på der før. - Men der er en del gengangere. Nogle har endda været her i alle de sæsoner, som vi har haft åbent, siger Niels Peter Madsen, som også fortæller at mange patienter giver udtryk for, at de er mere friske, når de tager derfra, end når de kommer dertil. - Så siger jeg til dem, at det er fordi, de har været på ferie, fortæller Niels Peter Madsen. På ferie og i dialyse Nyreforeningen har et sommerhus i Skallerup Klit og her bor en del af patienterne, men ellers bor en stor del af patienterne på Skallerup Klit Feriecenter. Og det er der ifølge Niels Peter Madsen er god forklaring på. - Dem, som bor i feriecenteret har det nemt. De kan bare gå til og fra dialysen. Det er nok også dem, som er mest glade for stedet heroppe, siger han. En af dem, som bor på Skalleup Klit Feriecenter og er i dialyse, er den 74-årige Bent Christensen fra Århus. Det er første gang han er på ferie, mens han har været i dialyse, og han har været glad for at være i dialyse i Skallerup. - Det er dejligt heroppe, og jeg vil meget gerne komme igen. Men jeg skal først lige hjem og tjene nogle skillinger. Dialyseenheden startede i 2000 som en gæstedialyse for ferierende nyrepatienter, som får dialysen betalt af hjem-amtet. Siden åbningen for godt fire år siden er patienterne strømmet til, og i år vil der være cirka 425 dialyser på centret. Det svarer til cirka 100 patienter.