Her er stjernernes vilde aprilsnar

En lille hvid løgn er traditionen tro helt i orden den 1. april. Det benyttede mange stjerner sig af.

Her er stjernernes vilde aprilsnar

Sharon og Ozzy Osbourne skal have en baby, Mike Tyson fjerner sin store ansigtstatovering, og Justin Bieber offentliggør sit telefonnummer og besvarer alle opkald personligt.

Synes du, at det lyder mærkeligt? Forklaring følger:

Som mange andre benyttede skuespillere, musikere og andre stjerner sig nemlig også flittigt af den årlige tradition med på "lovlig vis" at lyve den 1. april.

Så på trods af en yderst overbevisende skuespilpræstation af Sharon Osbourne i mandagens udgave af tv-programmet The Talk, skal hun og Ozzy altså ikke have endnu et barn.

- Jeg har en overraskelse til alle. Som I ved har jeg været væk de sidste to uger. Jeg var faktisk på en klinik i Tyskland, og jeg vil gerne dele nogle gode nyheder med jer, begyndte Sharon.

Herefter fortalte den berømte Osbourne-hustru historien om, at hun på en fertilitetsklinik havde fået sat et donor-æg op, som forinden var blevet befrugtet med Ozzy Osbournes sæd - og nu var hun så gravid.

Efter et hav af omfavnelser fra gæster og værter i studiet afslørede hun dog sandheden.

Men den aprilsnar der nok skabte mest røre, faldne kæber og slidte pigestemmebånd var nyheden om, at Justin Bieber ville offentliggøre sit telefonnummer og svare alle opkald personligt.

- Som lovet vil jeg svare alle fan-opkald I DAG på (888) 847 9869. Vi tales ved snart, skrev den unge superstjerne på sin Twitter-profil.

Men til alverdens pigebørns store skuffelse var det ikke Justin Biebers sprøde stemme, de fik fat i. Derimod var det TMZ's tip-telefon i den anden ende.

Tweetet på det sociale netværk stod der kun i ganske kort tid, men det var nok til, at TMZ modtog en sand telefonstorm - også hjulpet godt på vej af, at Beliebers verden over nåede at tage screendumps af tweetet og dele det på diverse sociale medier.

Den verdensberømte bokser Mike Tyson var også med på april-traditionen, da han proklamerede, at han ville få fjernet sin kendte - og meget store - ansigtstatovering. Han var dog også hurtigt ude med sandheden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.