Her er Thisteds nye gågade

I løbet af få uger etableres den midlertidige pavillongade tværs over Store Torv

Morten Kyndby Holm
Et kig på langs af den kommende, midlertidige, butiksgade - fra Thisted Museum til Vero Moda (i baggrunden). Foto: Klaus Madsen
Thisted 26. september 2007 20:55

THISTED: Der er godt et år til J.P. Jacobsen-centret slår dørene op. Men allerede om få uger får Thisted en ny forretningsgade. De fem forretninger, som i dag har til huse i den tidligere bankbygning ved Store Torv, får adresse i langs den nye, midlertidige indkøbsgade tværs over Store Torv. Pavillonerne - og den fem meter brede gade - placeres ovenpå et stålskelet, som bygges op på taget af parkeringskælderen under torvet. Parkeringskælderen er stort set færdig, og MT Højgaard er nu klar til at støbe et ni centimeter tykt betonlag oven på parkeringskælderens tag. Dette arbejde ventes at gå i gang i næste uge, fortæller Lars Raabjerg Didriksen, der er projektchef i MT Højgaard. Efter sommerens forsinkelser har entreprenøren nu mere end indhentet det forsømte, og etableringen af pavillongaden på Store Torv ventes således at kunne gå i gang 8. oktober - omkring en uge tidligere end oprindelig planlagt. I løbet af de følgende uger skal forretningerne så flytte ind i den nye pavillongade, der skal gå fra Vero Moda i den tidligere Hotel Royal-bygning til Thisted Museum. Her - midt mellem museumsbøgen og hjørnet af den gamle kirkegård - vil det gamle fortov blive genetableret, således at der bliver adgang til den nye butiksgade fra hjørnet af Jernbanegade og Toldbodgade.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...